Men hermed vender jeg tilbage til den Betragtning af
Tingene, som jeg først antydede: naar Sammenligning gjøres
– ikke med ældre Tiders endnu tarveligere Dannelse, men
med Nutidens stærkt forøgede Behov, saa maa det siges
med Beklagelse, og mangfoldige af selve Vedkommende
istemme det, at en stor Del af vore Almuers allerede voxne
Slægt befinder sig paa et ganske lavt Trin af boglig
Dannelse eller – for at sige det mere tydeligt – have en
vel liden Øvelse i Læsning og Skrivning.
Som sagt, de Børn, som nu gaa i Skole, ville i Almindelighed blive førte noget videre frem, og den prisværdige Iver, som nu i disse Dage aabenbarer sig for Almue-Skolens yderligere Forbedring, giver Forventning om, at Børnenes Undervisning og Opdragelse fremdeles vil blive bedre og bedre. Men endda kan jeg ikke slaa mig til Ro hermed.
Jeg udbeder mig Opmærksomhed for følgende Sætninger: 1) Nu for Tiden er der Tusinder af Almue-Ungdom over 15 Aar eller over Skolealderen, for hvem det allerede vil være for sent, om Almueskolen forbedres idag eller imorgen; 2) om end de, der endnu ere Børn, faa en Skolegang, som nu for Tiden tykkes god, saa vil det dog om 20 Aar fra nu af befindes, at de som voxne Mænd og under de alt mere og mere udviklede Samfundsforholde tiltrænge en end mere fremskreden Dannelse, og 3) hvor godt Børen-Skolen end udstyres, saa vil den dog ikke kunne forandre den Omstændighed i selve Naturen, at i visse Maader er Alderen mellem 15 og 25 Aar bedre oplagt til at nemme boglig Lærdom end Barne-Alderen.
Alderen mellem 15 og 25 Aar er Selv-Undervisningens Tid. Og med Raad og Opmuntring skulde man fra alle Sider lægge an paa at faa Selv-Undervisning indført som staaende Skik. Unge Mennesker, hvis Stilling i Livet er saadan, at de ikke kunne besøge høiere Skoler (Landbrugs-
