Grindeled, saaledes at alle Kreature maatte stige derover. Kobjelden skulde heller ikke lyde den Dag, hvorfor Klaven blev vreden saa at Bjælden kom til at ligge ovenpaa Halsen.
33. Ved Ankomsten til Sæteren pleiede de gamle Budeier at tage lidt Muld udenfor Sæterdøren og blande med Salt forat give Kreaturene; var der flere Sæterboliger i Nærheden, som endnu ikke vare tilflyttede, saa kunde Budeien ogsaa snige sig hen og tage noget Muld derfra.
34. Den forsigtige Sæter-Budeie maa ikke overlade Ild til Andre. Dette gjælder især paa Flytningsdagene; den Nabo-Budeie, som da kan mangle Ild, maa kun faa laane Fyrtøiet.
35. Bliver et Kreatur halt, saa skal man blandt Andet skjære løs den Græstorve, som Dyret staar paa med det syge Ben, tage den helt op og fæste den paa en Skigardsstaur høit i Veiret.
36. Træffer Ulykke med Kreaturene, saa er nok En Skyld deri, helst den, som man veed har spurgt efter Dyrets Navn. I saadant Tilfælde tyer man til En, som kan gjøre aat for Saadant ved at læse i Salt. Saadanne kloge Folk vide ogsaa at se paa Saltet, hvorfra Ulykken er kommen, ja ogsaa hvad Ulykke der kan forestaa. – Disse Personer blive godt beværtede, kan Du tro; men gjør ikke nogen af dem vred paa Dig, ellers saa – –.
Folkedigtning og Folketro, eller det hele Sammenhæng af Kjæmpeviser og Stev, Børne-Eventyr, Sagn, Huldre-Snak og Spøgelsefrygt og Overtro – har ogsaa hos os tildraget sig megen Opmærksomhed i den sidste Menneske-Alder. En stor Del af hvad Landet har eiet af Smag og Aandrighed og videnskabelig Sands har været ofret herpaa; ja det er kommet dertil, at saadanne Værdigheder som
