love enten ingen nye Husmænd at nedsætte eller ogsaa at give dem Jord nok og i Nødsfald forsørge dem i deres Alderdom, saa Bygden ikke skulde faa Byrde af dem. Og i det samme Vestnæs sagde Almuesmænd mig, at den Søndmørske Frier-Skik med Kvæmmelsmandens Bud og Omtals-Øllet ikke er kjendt og i Mands Minde ikke har været kjendt; de unge Folk stifte Bekjendtskab, som de bedst kunne, ved natlige Besøg o. s. v., og gjøre Aftale sig imellem og paa egen Haand, saasom Forældrene ikke saa meget blande sig ind i deres Giftermaals-Planer. Ja, da jeg kom længer ind i Romsdalen, maatte jeg endog studse ved at høre Nattefrieriet forsvaret og det af en af Bygdens hæderligste og mest oplyste Mænd, i hvem jeg netop mente, jeg skulde finde en Medhjælper til at faa modarbeidet hin Skik, saa meget mere, som han havde en Datter i den Alder, at Friernes Nattebesøg snart kunde ventes i hans eget Hus: han saa i Nattefrieriet en Yttring af den naturlige Kjærlighed, og denne kunde han ikkun villige, medens han harmedes over det gammeldags Væsen med Fornuft-Partier, som endnu selv i Romsdalen enkelte Velstands-Familier befattede sig med. Her i Romsdalen hørte jeg ogsaa oftere Almuesfolk med Uvillie tale om deres Naboer Søndmøringerne, som, sagde de, ofte sende Bud flere Mile bort i fremmede Bygder for at fri til Enker, som de aldrig have seet o. s. v.
I Anledning af dette Sidste kan jeg ogsaa anføre følgende Beregning: Af 100 Ungkarle eller af 100 Piger, som i Aarene 1846–1855 bleve gifte, var der følgende, som bleve gifte med Enker eller med Enkemænd:
| Ungkarle med Enker. | Piger med Enkemænd. | Indre–Yttre Sogn | 6 | 11 | |
| Søndfjord–Søndmøre | 11 | 13 | |||
| Romsdalen–Fosen | 9 | 10. |
