adskillige Aarsberetninger og andre officielle Skrifter, som vare sendte som Gave fra Selskabet for Norges Vel, Videnskabs-Selskabet i Throndhjem, Kirke-Departementet. Men blandt disse Gaver vare jo altid nogle kjærkomne Bøger, og det fornøiede mig i hvert Fald at se, at disse Almue-Bibliotheker vare Gjenstand for saadan velvillig Opmærksomhed.
To Gange havde Bibliotheket desuden faaet Pengehjælp udenfra, 15 Spd. hver Gang, nemlig Bidrag af det Fond, som Storthinget i sin Tid har bevilget til saadant Brug, og som Kirke-Departementet har raadet over.
Jeg talte om Love og Bestyrelsesmøder og Forhandlingsprotokol. Men netop Almuebibliotheker omkring i Landet frembyde saa mange Exempler paa, hvor snart det gaar overstyr med de gode Forsætter om at holde Tingen i Orden. Thi et saadant Bog-Anliggende kan saa let blive betragtet som en yderlig Smaating i Sammenligning med de mange andre Sager, som Bygdens Mænd alt i Et maa holde Møder for. – Her i Bremsnæs var det imidlertid gaaet godt, saaledes som jeg ikke har fundet det paa noget andet Sted. Men jeg mener ogsaa, at alle Vedkommende ere villige til at tilkjende Hans Kristvik Æren derfor.
Denne samvittighedsfulde Mand vilde nemlig ikke opbære sin Bibliothekar-Løn, 2 Spd. aarlig, uden at gjøre Ret derfor, og han holdt sig ikke betrygget i saa Henseende, førend Bestyrelsen havde været samlet og gjennemgaaet hans Regnskab og Bogførsel og befundet Alt i Orden. Og Bestyrelsen maatte samles i den Anledning; thi han purrede og purrede Vedkommende saa længe, at de bekvemmede sig til at bestemme Dag og Sted og træde sammen til Møde.
Bøgerne forvares i Kirkens Sakristi; der foregaar Udlaan og Indlevering, hver Prædike-Søndag, og der har da Hans Kristvik maattet udføre sin Bibliothekar-Pligt, Vinter og Sommer. – Jeg tænkte paa det deilige
