et Brev fra Livingstone af September 1858 til den berømte
engelske Videnskabsmand R. Murchison, hvori han siger:
„Jeg kommer ellers ikke let til at græde; men Taarerne
trillede ned ad Kinderne, da jeg gjensaa mine sorte Karle,
som i to Aar havde ventet paa mig.“
Nu nys, i August og September Maaned, gjorde jeg en Reise til Nordmøre. Jeg lagde Veien over Opdal, og i Samtale med Bønder her fik jeg en temmelig mislig Forestilling om den Kulturens og Sædelighedens Tilstand, jeg skulde forefinde i Nabopræstegjældet Sundalen af Nordmøre; men inderlig glad blev jeg ved at finde, at der dog havde været en Del Overdrivelse i Fortællingerne. Endnu stærkere Indtryk gjorde det dog paa mig, da jeg af flere kjendte Mænd i Sundalen selv og ellers i de indre Bygder af Nordmøre hørte den enstemmige Forklaring, at naar jeg kom længer ud i Distriktet, saasom til Averøen (Kværnæs Præstegjæld), saa skulde jeg forefinde en yderst ringe Tilstand. Dette stemmede ogsaa med mine egne tidligere Formodninger om Forskjellen mellem de ydre og de indre Bygder paa denne Kant af Landet: ude ved Søkanten mindre Fremskridts-Aand end i Fjordene og Fjeldbygderne.
Nu traf det sig end videre saa, at jeg første Gang fik se Averøen udenfra, fra Havet, seilende indad fra den lille Ø Grip, som ligger en Mils Vei ude: Averøen vendte den uhyggeligste Kyst ud imod Havet, og bag de nøgne Holmer og brune Lyngbakker kom jeg til at forestille mig et sørgeligt Syn af fattige Hytter, forsultne Kreaturer, blege,
