dengang hverken havde Part i Ottring eller i Sekke-Not) med fine Husfolk gjæstede en Aften den ene og en anden Aften den anden af de to Bønder paa Sæt, hvorimod de tre Mænd igjen i Fællesskab havde Sæt-Folket hos sig en Aften. Forpligtelsen til Beværtning svarede altsaa nogenledes til Luterne i Fisket. Men disse Lag ere ophørte for Hellervikens Vedkommende; Familierne her fandt dem mere bekostelige end nyttige, og det er ikke altid, at de brygge til Jul eller have Smør nok til Kakerne. Derimod hygge Familierne i Hellerviken sig sammen saaledes, at de gjerne holde fælles Søndags-Andagt, og i Julehøitiden indrettes det saa, at paa de Helligdage, hvor der ikke er Messe i Sognets Kirke, holdes Sammenkomsten skifteviis hos Familierne, og efter Læsningen trakteres med en Dram eller en Øl-Skaal for Mandfolkene og en Kake-Skive at smage paa for Kvinder og Børn. – Men før Jul lage Hellerviks-Folkene istand Gaver til de Spedalske. Mel, undertiden ogsaa lidt Suvl, saa temmelig lige meget fra hver Familie, men mindre end fra de større Gaarde, og det sendes, alt i en Sæk, med Baad fra en anden Gaard.
At give Forklaring om det Kosthold, som i dagligt Lag bruges i disse fattige Huse, det maa jeg her som andetsteds i denne Afhandling lade være, for Vidtløftighedens Skyld. Og at beskrive selve Boligerne, med deres lave Stuer og ringe Bohave og smaa Vinduer, med den kvalme Luft og de morkne Vægge og mørke Gulve – det tør min Pen ikke prøve paa. Men naar jeg i min egen Stue stundom kan mærke en ringe Smule Træk ved Vindue eller Dør, saa maa jeg tænke paa hine skrøbelige Huse, der ude paa den stormfulde Strand, og naar jeg paa Kartet over Norges Kyst ser, at der bor Folk paa smaa Holmer langt ude i Havet, udenfor Frøyen og Vigten og Hestmand-Øen o. s. v., saa maa jeg tænke: Mon her ogsaa ser ud saasom i Hellerviken?
