Denne siden er ikke korrekturlest
23
Potetes. Af dette maatte Brugeren, som allerede nævnt, forbinde sig til at lægge Kaar, i Begyndelsen til to Enker. Paa Gaarden voxer ikke en Busk, og til Brænde bruges Torv; men denne maa hentes langt borte og paa de mest besværlige Veie.[1] – Af omtrent samme Størrelse ere de andre Gaardens Brug, som ogsaa ere Bygsel-Gods.
For en meget stor Del skal da disse Familiers Næring tages fra Søen. Og herom følgende Forklaring. De fire Mænd hedde (ja, jeg taler om dem, som jeg traf for 2 Aar siden; men nu har maaske Storm og Uveir paa Havet gjort Forandring!) – de hedde Hans og Jakob, Ivar
- ↑ I Egne som Gudbrandsdalen maa man idelig høre Klage over, at det mindker med Skoven, saa det bliver saa ondt for Brænde; her i Harham hørte jeg den samme Klage med Hensyn til Torv-Myrene. I Fortiden har der været rig Skov paa disse Øer; det sees endnu paa Stubberne, som staa igjen, og som, efter Bøndernes Sigende, stundom bære Mærke efter Øxen, som fældede Træerne; nu er dog ikke alene Skoven ganske og aldeles forsvunden, men mange Torvmyre ere ogsaa udtømte, saa Torven maa hentes længere og længere borte. Saaledes maa Opsidderne paa Gaarden Flem nu skjære sen Torv oppe paa det høie Fjeld Skulen, og derfra maa de med sine Slæpe-Slæder kjøre den i 4 Vendinger: først opad Bakke til Aas-Brunen, saa halvveis nedover, derefter ned paa Fladen, endelig til Gaards. Til hvert Hus behøves, sagde man, omtrent 60 saadanne Læs. Opsidderne have oparbeidet en Vei paa det værste Stykke; men den vil ikke holde Stand, saasom der er for brat; de tænkte derfor paa en ny Vei og stilede en formelig Anmodning til mig om, at jeg skulde henvende mig til „Vei-Departementet“ om Hjælp for dem til dette Arbeide. Dette kunde jeg dog ikke love; men jeg benyttede senerehen Leiligheden til at henlede Amtmandens Opmærksomhed paa Sagen. – Der tør være ligedan Torv-Mangel paa andre Steder i Amtet, og Ondet vil vel vore jevnt, saasom Almuerne nok ikke have Tanke om at behandle Myrene saaledes, at de kunne voxe til igjen.
