høre ogsaa Osterøens og Osterfjordens Bønder, der ere „Bygningsstriler“ baade for Bergen og en stor Del af Stiftet.
For at undgaa Gjentagelse har jeg paa flere Steder i de to sidste Stykker blot givet et Udtog af Haandskriftet, hvilket er indsat i Parenthes. Retskrivningen er kun vedligeholdt, naar der bruges Bygdemaal, uagtet den Maade, hvorpaa dette skrives, langtfra, som det vil sees, hverken er rigtig eller alle Steder sig selv lig.
Hos mange Nationer ere mange gode Ting i Brug, som ej ere bekjendte, hvoraf dog Nationens Art og Forstand kan kjendes. Auktor[1] erindrer sig 1688 var han med Hr. Mogens Rasch, Sogneprest i Lunde Prestegjeld, Stavangers Amt, vest til Fjelds hos en Bonde til Bryllups, hvor denne Skik var. Da Brudevielsen i Kirken var forrettet, reiste Brudefolket hjem til Bryllupsgaarden, et Par Mil, og da de mod Aftenen kom derhen, stod Maden paa Bordet, og blev Bruden sat ved den øverste Ende af et langt Bord, og hos hende ved Siden af Bordet hendes tvende Brudemænd, og ved den anden Side Persten og de Fornemste. Ved Bordets nederste Ende blev Brudgomen sat og der hos hannem tvende Brudgomsmænd, og siden Bordet med Gjester besat. Da nu Noget var ædet og drukket, begyndte Brudens eller Brudgomens Følgemænd at drikke hverandre til, og med Skaalen sendte paa Tallerkenen Mad af alle Slags til, og det blev omvexlet nogle Gange med adskillige Lystigheder. Omsider skulle de Gaver give tilkjende, at før Brudgomen maatte sidde hos Bruden, maatte han love hende Penge eller en Gaard eller deslige,
- ↑ Forfatteren.
