trænge sig: der er dog vakkert hvorsomhelst i en saadan Stund, under en saa stille og sollys Himmel. – Men det var mig ogsaa, som om det mere behøvedes her paa disse Ud-Øer end andetsteds, at Himlen nu og da er blid.
Anderledes saa det ud nogle Dage efter paa Gaarden Rønstad. Jeg var gaaet ud for at bese den meget omtalte Rønstad-Heller, en stor og usædvanlig smuktdannet Fjeld-Grotte. Men da jeg efter en god Stunds Betragtning af de underlige Hvælvinger igjen kom frem i Dagen, havde Veiret mærkelig forandret sig: det blæste en alvorlig Storm nu. Samme Morgen vare 12 Mand paa 4 Baade tagne ud fra Rønstad, for at forsøge det med Sekte-Noten, og jeg saa nu tre af disse Baade stævne indover, flygtende for Uveiret paa Havet; men den 4de kunde jeg ikke opdage. Skyndsomt ilende tilbage til Gaarden fandt jeg her Alt i Bevægelse: speidende Mænd og grædende Mødre og Hustruer, alle ængstede for den ene Baad. Snart kom de tre Baade saa nær, at de kunde kjendes, og det vidstes altsaa, hvilken den fjerde var; men hvorledes var det gaaet den? Nu laa Baadene allerede udenfor Gaardens Strand og toge sine Seil ind og lagde Masterne ned for med nogle Aaretag, en for en, at lægge ind i Baadstøden; men det gjaldt at passe Øieblikket; thi det kan mærkes ved Bølgegangen, at i visse Mellemrum hæve Bølgerne sig til større Høide end sædvanligt, og saa voldsomt kunne de brydes mod Stranden, at ingen Baad tør nærme sig da; kun i Mellemrummene er det farbart. En af Gaardens Mænd stillede sig yderst paa Vorren; Haaret flagrede i Vinden, men selv stod han alvorlig og rolig, ivrigt fæstende Blikket paa Bølgernes Gang; paa Tegn af ham styrede den første Baad ind, og øieblikkelig kastede alle Mænd sig ud af Baaden for, med de Omstaaende til Hjælp, at hale den høiere op, øieblikkelig, for at den ikke skulde naaes af den brølende og skummende Braad-Sø, som lig et uhyre jagede efter den. Lige-
