gjælder for fromt og godt, for sandt og – fornuftigt. Men jeg fik kun liden Tid tilovers til at agte paa denne Side af Folkelivet. Et Træk skal jeg dog tillade mig at anføre; det er vistnok ganske uvigtigt i og for sig; men det synes mig mærkeligt af den Grund, at det lader til at være eiendommeligt for Kyst-Egnene ligesom Ildstegnet og den egne Brug med Gaver til Fattige. Hvad jeg har for Øie, er dette, at naar en frugtsommelig Kvinde drømmer en Afdød, saa holdes der for, at denne „gaar efter Navne,“ og at Barnet maa opkaldes efter ham, om det skal gaa vel. Dette omtaler ogsaa Strøm i hans Søndmøres Beskrivelse, og han føier til, at naar en Mands-Person er drømt og et Pigebarn fødes, saa maa Mands-Navnet fordreies til et Kvinde-Navn, og omvendt. I Harhams Ministerialbog saa jeg ogsaa mangfoldige slige nydannede og uskjønne Navne som Larine af Lars, Ivrine af Iver o. s. v. Ja, dette Drømme-Væsen synes endogsaa at have tiltaget i den sidste MenneskeAlder. Dette slutter jeg af Følgende: naar Moderen drømmer to eller tre Personer, saa maa de alle opkaldes, og derfor døbes Børn ofte med saadanne dobbelte eller tredobbelte Navne: Jensine Christine Ivrine, Knud Andreas Sæbjørn. o. s. v.;[1] men naar jeg gik en 20–30 Aar tilbage i Ministerialbogen, fandt jeg mindre af disse Sammensætninger. Men alt dette er stærkt stridende mod Skikken i de mere gammeldags Oplands-Bygder: her vil man ikke vide af saadanne Forvanskninger eller Sammensætninger af Navne; her skulle Bedsteforældre og andre Slægtninger opkaldes, slet og ret samt i en vis Følge-Orden. Eller har i enkelte Strøg, her paa Østlandet f. Ex., et nyere Væsen med Børnenes Døbe-Navne indsneget sig,
- ↑ En Kone, som havde givet sit Pigebarn tre Navne, fortalte mig, at det ene var efter en Præst, hun havde drømt; det var rigtignok en gammel Præst, som hun aldrig havde seet, men kun hørt omtale af gamle Folk.
