Her faar jeg ellers ikke opsætte længer med at tilføie
en Oplysning angaaende de samme 13,000 Spdr.
Naar Amtmanden afgiver Resolution om Opfostrings-Bidrag, saa fastsætter han Beløbet efter et Skjøn om, hvad det kan koste at fremføde et Barn saaledes, som dette Slags Børn ialmindelighed blive fremfødte. Møien og Omkostningen antages at være større i de yngre Aar, mindre og mindre i den følgende, og Opfostrings-Pligten varer for Faderens Vedkommende indtil Barnets fyldte 15de Aar. Resolutionen kan da lyde f. Ex. saa, at Barnefaderen skal udrede for hvert af de 10 første Aar 5 Spd og for hvert af de følgende 5 Aar 4 Spd., hvilket bliver tilsammen for alle 15 Aar 70 Spd., og det er paa denne Maade, at de i Begyndelsen af dette Stykke nævnte Summer ere fremkomne: de angive, hvor meget de Barnefædre, som Amtmanden i 1855 og 1856 gav Resolution om, skulde udrede i Løbet af 15 Aar eller indtil at Børnene naaede den Alder. Men tænke vi os, at der hvert Aar er henved 100 Barnefædre, som faa saadanne Resolutioner paa sig til et Beløb af 6–7000 Spd., saa forstaa vi let, at den aarlige Udgift for Amtets Barnefædre vil blive 6–7000 Spd., at sige, hvis Intet støder til, som kan gjøre Forandring heri.
Men Forandring indtræder, naar et Barn dør, inden det har naaet den nævnte Alder: da slipper Barnefaderen for at udrede den hele, for 15 Aar bestemte Skat.
Og da der altid dør en Del i den unge Alder og det især af uægte fødte Børn, saa maa vi tænke os nogen Afkortning i de oftnævnte Tal 6–7000 og 13,000 Spd.
Men man tør ikke glæde sig ved en Lettelse i Penge-Udgift, naar samme Lettelse skal bevirkes ved smaa Børns Død Her kommer man snarere til at tænke paa dette Smertelige, at netop nægte fødte Børn som sagt ere mere end andre udsatte for at bortrykkes af en tidlig Død. Dette er Noget som er tilstrækkelig bekjendt for Norges som for
