Tanke, det er at ville Ufrihed. Og om man vilde standse Friheden, man magtede det ikke: Nei – fremad, fremad maa det gaa – de ydre Baand maa løses; løses de ikke med Lempe, sprænges de med Ulempe; Skranke maa falde efter Skranke og uhindret maa det udvortes Liv vælge sin Retning og sin Form, og hvad der er endnu vigtigere, det, hvorfor den ydre Frihed kun er Middel, men hvorpaa den tillige maa hvile, den indre Frigjørelse, den maa skride frem ogsaa, Aanden skal løses fra de Baand, som binder den. Samfundet skal hæve sig i Oplysning, i sædelig Uddannelse og kristelig Forædling – er der Grændse for den Udviklingsvei, som her ligger for os? Har man her nogensinde Nok? Nei – det behøver jeg vel ikke at spørge om. Men, er der ikke Grændse her, saa kan der heller ikke være Grændse paa det andet, det ydre Felt.
Men det er Loven: sammen skal de to Frigjørelser skride; og det er Faren: den ene gaar saa langsomt for sig; med den anden er det saa snart gjort.
Baade fremme Frihedens Udvikling og tøile de blinde, utidige Frihedsfordringer, det er den store vanskelige Opgave, som til enhver Tid er sat et frit Folk; det gjælder at have vaagent Øie og Øre, og det Allesammen; der er Ingen, som slipper den Værnepligt: Ingen er for god og Ingen for ringe: vi har fælles Ret, men ogsaa fælles Pligt og fælles Ansvar. I de Idrætter, som ligge os nærmest, har Hver Noget, der binder ham og drager ham ind i den store almene Bevægelse. Hvo der virker til Frihed indenfor sin Kreds, virker til Frihed for det Hele; thi det skal vise sig, at Frihed ei staar Frihed imod; men hver Evne, hver lovlig Stræben skal faa sin Plads ved Siden af de andre, og ikke blot faa Plads – men den enes Liv og Væxt skal fremme og ikke hæmme den andens. – Friheden gjør Samfundet stort, som den gjør Hjertet stort.
