det gjælder, skal det sees, at det nu falder ham langt tungere at opgive Friheden, og at han baade vil og – hvad der er endnu bedre – kan føre en ihærdigere Kamp for at værge om den m at sige da, hvis det er Mand, som duer.
Og hvad nu os selv angaar, saa skal der ikke meget Skarpblik til at opdage, at, tales og synges der nuomstunder mindre om Friheden end i „hine“ Tider, Friheden er dog voxet dybere og dybere ind i vor Bevidsthed, i vore Forhold, i vore Sæder og i vore Indretninger: den ligger ikke længere blot paa Overfladen og skinner – er ikke nu blot en vakker Tanke, et klingende Ord eller et lysende Skrifttegn, men en Virkelighed, der har trængt igjennem og præget baade os selv og det, som er om os. Der er Fure efter den og Furen er dyb. Og paa samme Tid, som Friheden har trængt ind, har den ogsaa spredt sig ud: Flere og Flere ere dragne ind under dens Indflydelse, og, har den ikke naaet frem til Alle endda, Alle saa føle de dog ligesom en foryngende Luftning staa ud fra den, der bringer dem Varsel om, at den ogsaa vil komme til dem med sin Kraft. Og derfor er der nu langt Flere med om at fejre denne Dag, fuldt vidende, hvad Betydning Folkefrihed har, og alle disse samme vil ogsaa være med og stille sig i Række, naar det spørges om at forsvare det, som her feires, det være sig i Ord eller i Gjerning, med Penge eller med Sværde.
Saadan staar det nu til hos os, at det vel tør siges, at vort Samfund ikke længer alene har en fri Forfatning, men er blevet et frit Samfund. Og for hvert Aar, som som gaar, faar Friheden nyt Fæste og ny Skud.
Og sandelig det maa være os glædeligt og godt, naar vi se, hvor vanskelig en Trivsel og langsom en Udvikling Friheden har saamangt et andet Sted, og hvor usikkre dens Vilkaar er: hvorledes den koster dyrt og dog atter snart fortabes. Der skal saa lang en Tid til at lære at bruge den og fatte den. De, som styre, har saa svært for at mindes, at