Side:Folkevennen 1859.djvu/12

8

Nogle Uger efter at jeg i Harham havde hørt om alt dette, var jeg paa Molde og besøgte de Spedalske paa Hospitalet. De bo i flere Værelser, og i hvert var der vel en 10–12 Lemmer, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, med deres Senge, Madskabe, Kaffekjedler og Kopper. Thi hver har sit eget Madstel. Hos Nogle havde Sygdommen allerede udrettet det meste af sit Værk: Fingrene faldne af, Hænderne visne, Arme og Ben nummene, Øinene værkede ud af deres Huler, Læberne slappe, saa Munden ikke længer kunde lukkes, Halsen saar og Stemmen hæs, saa den lød som af en Grav. Og vel endnu mere skar det mig i Hjertet at se de Unge (der var endogsaa Børn), paa hvem Sygdommen netop havde sat sit Mærke, saa de hørte den til som dens redningsløse Bytte; paa deres ældre Lidelses-Fæller maatte disse se, hvad de selv lidt efter lidt skulde blive: Mennesker, hvem Forraadnelsen har grebet, endnu førend de ere lagte i sin Grav. Ellers er Døden saa skaansom, at den gaar usynlig omkring blandt os og arbeider i det Skjulte, indtil det temmelig pludselig viser sig, at nu er dens Gjerning gjort; men her træder den det bange Hjerte imøde paa en saa at sige synbar Maade, under Forraadnelsens forfærdelige Billede. – Og dog skulde det ske mig i den Time, jeg var her, at min voldsomme Medlidenhed for en Stund maatte vige for en Følelse af Uvillie. Det hændte nemlig, at der kom en Mand ind for at overbringe Gaver. Det var en Bondemand fra Nordmøre, og Gaverne vare fra nogle af hans Sognefolk, 12 Skilling fra En, 24 fra en Anden og saa bort efter, mest Kobber-Skillinger, som han talte op paa Bordet. Thi Gaverne leveres ikke til nogen Forstander eller Bestyrelse, men bringes lige ind til de Syge selv, som fordele dem sig imellem og bruge dem til Mad og Klæder; Hospitalet selv yder dem nemlig kun varmt Hus og Sygepleie samt nogle, men ikke tilstrækkelige Kost-Penge. En af de Syge, som i sin