en vis Nyhedens Kraft. Men saa kan det ogsaa være, at visse Egne af Landet ligge saa langt tilbage i Dannelse, at Skrifter, som allerede ere forældede paa andre Steder, endnu ere at anse som nye der. Det følger saaledes af sig selv, at man – især naar et Almue-Bibliothek skal grundlægges – altid vil behøve en Del ældre Sager, og det mere og mindre paa de forskjellige Steder. Saa meget mindre kan der gives nogen fast Regel-her, som der med hver Dag er flere og flere Folk, der selv kjøbe sig til sine Hus-Bibliotheker visse Hoved-Bøger, som man ønsker altid at have ved Haanden, Andagts-Bøger, agronomiske Lærebøger o. s. v.; jo mere Hus-Bibliothekerne samle paa Skrifter, der allerede ere prøvede, desto mere kan Bygde-Bibliotheket lægge an paa at skaffe de nye, dem, som skulle prøves.
Naar det bliver en ledende Tanke for Almue-Bibliotheker: at hjelpe Læserne til at holde Skridt med Tiden og derfor anskaffe et Udvalg af Litteraturens nyeste Frembringelser, saa skulle vi lidt efter lidt komme fra den forvirrende Maade at skjelne mellem nyttige Bøger (religiøse,[1] agronomiske) og – noget Andet end nyttige: underholdende, adspredende (Reisebeskrivelser, historiske Fortællinger, Digterværker), en Talebrug, som netop ofte høres ved Forhandlinger om Almue-Bibliotheker. Dersom et Digterværk tiltaler mig, dersom det bidrager til at forfriske mit Sind og hæve det en Smule op over Hverdagslivets Smaalighed og Tryk, gjør det da ikke Nytte? Og en agronomisk Bog gjør ikke vare Nytte i dette Ords hverdagslige Betydning;
- ↑ Der er noget ved de gode religiøse Bøger – den Andagtens og Opbyggelsens Aand, som gaar igjennem dem –, der staar over alt, hvad der – ellers kaldes Nyttigt i Verden, og forsaavidt slaar al Sammenligning feil. Læser man derimod en religiøs Bog for at blive kjendt med Forfatterens Meninger eller med Theologiens Videnskab, saa staar den i Rad med alle andre Videnskabs-Bøger.
