jeg, at man ikke behøver at ængste sig saa meget for slette Bøger hos os: i en saa vidt sund og livsfrisk Tid som vor svinde de slette Bøger mere og mere, som Ugræs i en frodig Ager, og – endnu mere – for hver Dag er der færre og færre Folk, som gide læse Tant og Smuds. Det er ikke for Intet, at vi have Tænke- og Trykke-Frihed i vort Land!
Jeg gjentager min Regel saa: man rette sig uden altfor stor Ængstelighed efter Læsernes Smag, og lægge for al Ting ikke an paa at indsmugle Skrifter, som man veed er dem imod. Vil Folket have Skrifter af fortællende, historisk og poetisk Indhold, saa forsyne man Bibliotheket med saadanne; begjæres der Bøger, som handle om Landbrug og andre Næringssysler, faa kjøbe man dem; foretrækkes religiøse Skrifter, saa forskrive man disse.
Men, vil Nogen indvende, paa den Maade vilde man jo styrke Folk i deres Ensidighed, saasom naar Almuen ikke vil have andet end religiøse Skrifter, og det i en vis theologisk Retning. Jeg svarer: er det religiøse Ivrere med en aldeles uforbederlig Ensidighed, saa ere de rimeligvis ikke Medlemmer af nogen Bogforening; den Ensidighed, som yttrer sig hos Deltagere i en Bogforening, vil forhaabentlig befindes at være saadan, at den om længere eller kortere Tid, naar den først har gransket til Bunds, ganske af sig selv stræber opad igjen til en friere, mere udvidet Anskuelse af Livet. Atter vil Nogen indvende, at det dog er farligt at føie Folks Smag, naar de foretrække poetisk Læsning; dertil hører jo Romaner, og der er jo Exempler paa, at Folk ere blevne formelig forfaldne til Roman-Læsning. Jeg svarer: der er ganske vist saadanne Exempler, jeg kjender selv nogle; men de samme Folk vilde uden Romaner høist sandsynligt have været forfaldne til det, som værre er. Ørkesløs Roman-Læsning er ikke den dovneste Dovenskab endda. Og erindres maa det, at Romanen kun er en enkelt Gren af
