Dette er, som sagt, de Bog-Foreninger, som jeg saa
smaat har søgt at faa oprettet. Men mulig skal det faa
mere Fremgang med et noget andet Slags Bogsamlinger,
som der hist og her er gjort Begyndelse med af Andre i
den allersidste Tid: det er de saakaldte Skole-Bibliotheker,
ligeledes indrettede for Skole-Distrikter, men, som Navnet antyder,
nærmest for Skolebørnenes Behov. Dette er nu
ikke saa ganske efter mit Begreb om Bogsamlinger i Bygderne;
jeg synes, de mest skulde være for den voxne Befolkning.
Men saa er der dend Fordel ved Skole-Bibliothekerne,
at de have sine Talsmænd og selvskrevne Formænd i Skolelærerne,
som bedst kunne virke for at faa saadanne Ting
fremmede, og derhos synes jeg allerede efter enkelte Exempler
at forstaa., at Skole-Bibliothekerne lidt efter lidt og
ganske af sig selv blive aabnede til Brug ogsaa for den
voxne Befolkning, af hvem de jo maa vente de fornødne
Penge-Tilskud; Det kommer overhoved ikke saa meget an
paa, hvad Tingen kaldes eller hvorledes den kommer istand,
kun at den virkelig kommer istand og bestaar og gjør Nytte.
Netop i disse Dage har jeg faaet Brev om denne Sag fra en dygtig Skolemester, i en vestlandsk Egn. Næst nogle Yttringer om, at gjennem Børnene kan man stundom opnaa at bringe Forældre og ældre Sødskende omkring paa Gaardene og Pladsene til at tænke over og læse om Et og Andet, som fører ud over Hverdagslivets Ensformighed, taler han om, at det dog ogsaa gjælder om at hjælpe selve Børnene til noget mere Dannelse end den, der kan vindes i de faa Skoletimer. „Om os Skolelærere gjælder det vel,
du fundet Tid til det? Jeg veed jo, at du er Arbeids-Husmand og gaar til Værten hele Aaret rundt.“ „Jo, det kan jeg nok forklare: jeg har Bogen med mig paa Gaarden, og der har jeg den liggende paa en Hylde; i Dugurds-Hvilen tager jeg den ned og kan faa læse et Par Blade – for vi pleie ikke sove i den Hvile alligevel.“
