mindre Strøg af Bygden, f. Ex. et Skole-Distrikt. Ja, saadant Forslag har jeg endogsaa gjort i Bygder, hvor jeg vidste, at der allerede var Almue-Bibliothek. Aarsagen var naturligvis, at jeg fandt Almue-Bibliotheket lidet benyttet. Aarsagen hertil igjen kan være forskjellig. En Ting er den, at Afstanden fra Bibliotheket kan være vel stor, saa det falder ubekvemt at faa laant eller byttet en Bog; men en anden Ting, som kanske er vigtigere, er den, at Smaa-Bønder og Husmænd og Tjenestekarle og lignende Folk ofte føle sig at staa i en saa stor Afstand fra den Klasse af Bygdemænd, som stelle med Kommunens Bibliothek, at om de end faa høre om dette, saa tænke de ikke videre over, at det er til for deres Skyld ogsaa. En saadan Stemning mener jeg man oftere kan finde i Egne, hvor der er en talrig Arbeids-Klasse. Men her mente jeg, det skulde være vel at faa oprettet private Bogforeninger, for en mindre Kreds af Naboer og Kjendinger; Stifteren eller Forstanderen kunde da passe Leiligheden og godsnakke med hver enkelt Mand eller Karl og overtale ham til at være med; tør ogsaa være, at den, som først havde bekvemmet sig til at yde de bestemte Skillinger til dette fælles Værk, just derfor vilde prøve og nytte Bogsamlingen, for dog at nyde Ret for sit Udlæg. Vistnok kunne slige smaa Bogforeninger ikke samle sig mange Bøger; men den Del af Befolkningen, som her tænkes paa, har jo alligevel ikke stor Tid tilovers til Læsning, og det gjælder derfor ikke saameget om at faa mange Bøger læste, men mere om at faa mange Læsere til Bøgerne. – Jeg har, som sagt, oftere søgt at faa de læselystne Folk af den rette menige Almue samlet i saadanne smaa Samfund. Dels har jeg personlig opsøgt de Folk, som der kunde være Tale om som Medlemmer, og som Stifter eller Ophavsmand har jeg gjerne faaet Myndighed til paa korteste Maade at indsætte Foreningens Bestyrelse og foreskrive dens Love m. v.; dels har jeg indskrænket mig til at
