med Blomster og Navne, en for hvert af de 4 ældste Børn. De to yngste Børn vare Tvillinger og kun nogle faa Uger gamle, og de havde endnu ikke faaet nogen; men Faderen var en Ordens-Mand, og han havde sikkerlig allerede Materialier liggende, som vare bestemte til Kister ogsaa for dem. Det var saa at sige voxne Kister eller saadanne, som voxne Folk pleie have sine Klæder og Smaa-Sager i. Og i hver Kiste laa der saa mange Skjorter eller Serker, som Børnene, der eiede dem, talte Aar; den ældste, en Pige paa 8 Aar, havde 8. Og det var voxne Skjorter og Serker, bestemte til Brug i voxen Alder. Og Antallet forøges jevnt for hvert Aar. Idelig foregaar der smaa Forandringer i Moden for dette Linned: anderledes Tilskjæring og Søm og Brodering med hvidt eller farvet Garn; men i de senere Tider have Mødrene lært at sy Aarstal og Navn paa, saa naar Sønnen er bleven voxen og tager et af disse Stykker Linned i Brug, saa kan han se, at.han var saa og saa gammel, da den gode Moder tænkte paa hans Fremtids Behov. I samme Hus saa jeg Husfaderens Klæde-Kiste, og paa Bunden der laa endnu en Skjorte, som vel var henved 50 Aar gammel, syet af hans Moder i hans spæde Alder. – Fra gammel Tid har Lin-Dyrkningen været drevet i stor Udstrækning i disse Bygder, og Linens mangfoldige Behandling skaffer Husmoderen en af hendes møisommeligste Sysler, der beskjæftiger hende, saa langt Aaret er; men jeg mener, at Arbeidet lettes for hende netop ved den frydefulde Tanke om de opvoxende Sønner og Døttre, der efter Haabet engang skulle gjøre Forældrene Glæde og Ære, saadan som hun nu bemøier sig for deres Vel. For hvert Stykke Linned som lægges hen i Børnenes Kister, saa jeg et stille Vidne om et helt Aars Moder-Ømhed, og netop fordi jeg syntes at se saa lidt af Tegn paa Ømhed mellem Forældre og Børn i det
