bort eller kommer hjem. Og om Konen f. Ex. sidder ved Rokken, idet Manden kommer hjem, saa reiser han sig i Almindelighed ikke op – holder kun et Øieblik paa Hjulet.“
Vi have altsaa med en Skik at gjøre, som holder sig besynderlig fast og viser sig ens selv i saadanne Bygdelag, der ellers i Meget og Mangt ere forskjellige indbyrdes. Det er muligt, at den er herskende i alle Bonde-Bygder hele Landet over; men jeg holder mig her kun til de Bygder, hvor jeg har anstillet nøiagtige Iagttagelser om samme.
For atter at sige det i faa Ord: det Eiendommelige i Skikken bestaar deri, at alle Kjærtegn ere fjernede fra Ægtefolks daglige Liv, saa selv en Haandrækning til Hilsen ved Afsked eller Gjensyn er formeget. Eller naar vi ikke bare holde os til det aldeles udvortes og Synbare, saa kunne vi betegne Sagen saa, at der er et vist ordknapt og tilbageholdende Væsen i vore Bønders Familie-Liv. Der kan nok være Ømhed og Hengivenhed i Hjerte-Dybet; men selv Ægtefæller bære Saadant for sig selv, røbe det ikke for Fremmede, aabenbare det neppe nok for hinanden indbyrdes, fremhæve det kanske ikke engang for sin egen Bevidsthed. Thi det er, som om Tanke og Sind hos den gammeldags norske Bonde er mere udadvendt og mindre beskjæftiger sig med hans eget Indre. Deraf mener jeg det kommer, at medens det er saa ordknapt mellem Mand og Kone og Husets egne Folk, saa spares der ikke paa høflige Ord og gjæstevenlige Skikke, naar en Fremmed besøger Huset: i dette Tilfælde gjælder det nemlig at opretholde Husets Anseelse, og Bonden er mere ærekjær end øm. Mon ikke ogsaa det netop var de gamle Nordmænds Art, som Sagaerne føre frem for vort Blik? Hvor de besjeledes af en besynderlig Drift til Handling, og hvor djærve og ubøielige de kunde være, naar det gjaldt at forsvare sin Ret og indlægge sig Ære! Derfor staar der ogsaa Ry af dem som Kjæmper den Dag idag. Men med Tanken om
