ledes Moderen Haanden til Afsked. Men denne blev undselig derved og sagde, at jeg ikke havde hende noget at takke for. Det var tydeligt, at hun ikke kjendte Haandrækning uden som Taksigelses-Tegn, og det faldt hende ikke ind, at jeg kunde ville takke hende for hyggelig Samtale.
I Melhus kom ogsaa det Spørgsmaal frem, om der der virkelig var saa lidt af Venligheds-Tegn at se mellem Ægtefolk, at de ikke engang kunde saa meget som række hinanden Haanden nu og da. Der blev svaret, at i Gjæstebud er det Skik, at Gjæsterne efter Maaltidet takke Husfolket med Haandtag, og at de af Gjæsterne, som have lagt sig til noget af de nymodens Skikke, ved denne Leilighed ogsaa kunne hilse hinanden indbyrdes paa samme Maade; men under denne Nutid-Hilsen gaa Mand og Kone hinanden forbi. Fremdeles blev det sagt, at den gamle Skik med Rundtakken Jule-Aften er aftaget noget i den senere Tid eller i enkelte Huse aldeles aflagt, og dermed kan der gaa en Menneske-Alder hen, uden at Mand og Kone tage hinanden i Haand. „Det ser jo ud, som om et Haandtag, der for mig synes saa naturligt og uskyldigt, skulde være aldeles forbudt her,“ sagde jeg halvt i Spøg og halvt uvillig. „Aa, det kan da træffe,“ var Svaret; „naar f. Ex. et Par Folk reiser sammen paa Sæterveien, og de skulle over en Bæk, saa kan Manden række Konen Haanden for at hjælpe hende over. Men Sligt – blev der skjønsomt tilføiet – kan da egentlig ikke regnes for Noget her.“
Jevnsides med Guldalen, men vestenfor, løber Ørke-Elvens Dalføre, og den nederste Bygd her er Ørkedalens Præstegjæld, ikke langt fra Melhus. Med Hensyn til Høflighed i Omgang mellem Fremmede og i andre Henseender er der maaske vel saa meget fremskredet eller nymodens i Ørkedalen som i Melhus; men i Forholdet mellem Manden og Konen i Huset er det ogsaa her med det Gamle. Man vil se det af følgende korte, Bemærkninger, som jeg
