Han følte Trang til at takke sin Lærer; i Sommeren
1851 vandrede han gjennem Landet til Christiania og reiste
videre til Kjøbenhavn og tilfredsstillede sin Trang: han saa
og talte med Grundtvig. Han fortsatte Vandringen og kom
saa langt som til Digteren Ingemann i Sorø, hvem
han ogsaa havde meget at takke for.
Men et halvt Aar efter, i Begyndelsen af 1852, finde vi ham her i Christiania, som den Mand, der skulde skaffe vor „Folkeven“ Agtelse viden om i Landet. Det var to mærkelige Ungdoms-Arbeider:. „Norske Bonde-Blomster“ og „Liv i Norge,“ begge af 1851, som havde henledet Opmærksomheden paa ham, saa Bestyrelsen for vort Selskab kaldte ham fra Christiansund hidned for at overtage „Folkevennens“ Redaktion.
Fra nu af er Ole Vig kjendt i Landet som Faa.
Man forlange ikke af mig, at jeg skal udmaale og angive hans Værd som Forsker eller Tænker eller Digter. Saadant hører ikke til mit Kald og vilde maaske endnu mindre passe paa Ole Vig. Thi hans Fortjeneste ligger ikke i nogen af hine enkelte Retninger, men i det sjeldne Exempel, han gav paa fyrig og begeistret Kjærlighed til Fædrelandet og opofrende Virksomhed for Folke-Oplysnings Fremme. Han var en saare frugtbar og begavet Forfatter; men han var større endnu som Folkeven og nidkjær Arbeider i Lysets og Livets Tjeneste.
Men et skal jeg dog pege paa, som efter min Mening kan bidrage til at sætte hans Forfatterskab og hele Virksomhed i det rette Lys og skaffe ham selv fortjente Anerkjendelse og beskytte hans Minde mod den umilde Dom, som fra tvende Sider blev ham til Del her i Livet.
Jeg maa her gaa tilbage til Ole Vigs Barndoms-Liv i Hjemmet. Hans Forældre vare „Opvakte,“ og det saaledes, at de i de fleste Meddelelser, jeg har faaet, kaldes Haugianere. Og saa meget er ialfald vist, at de viste megen religiøs Iver. Dette var især Tilfælde med den af Forældrene, som udøvede mest Indflydelse paa Sønnen, nemlig Moderen. Som hendes Sind var dybt religiøst, gik hendes Arbeide med Sønnens Undervisning og Opdragelse i samme Retning. Hans Sind stemmede jo ogsaa saa vel med hendes og lod sig villigt paavirke. Men lidt efter lidt opstod der nogen Forskjel og ligesom Strid mellem ham og
