ligere hermed i en Bygd, hvor det gamle Væsen er i Forfald, hvor Omgangs-Skikken ikke længer er saa stiv og afmaalt, hvor En gjør saa, en Anden anderledes; „Saa skal du gjøre,“ siger Moderen til Barnet den ene Dag, og den anden Dag ser den Unge, at denne eller hin anseede Mand i Bygden ikke gjør saa, og dermed gaar Moderens Opdragelses-Værk istykker. Men hvad Indflydelse en ufuldkommen Opdragelse i dette ene Stykke kan have paa Ungdommen i andre og vigtigere Henseender, det er uberegneligt. Jeg mener ialfald, at der burde tages Hensyn hertil ved den Tale, som saa hyppig høres i vore Dage og det ikke mindst paa Landsbygderne (vi hørte ogsaa noget deraf ovenfor), at den opvoxende Ungdom er saa uhøflig og ulydig og selvraadig – mere end før.
Jeg opholdt mig et Par Maaneder i Guldalen. I en af de sidste Uger havde jeg en Samtale med en Bonde, som gjorde et meget stærkt Indtryk paa mig. Det var en yngre Mand, neppe 30 Aar, og jeg opsøgte ham, fordi jeg havde hørt ham omtale som en Mand, der i sin nærmeste Kreds udøvede adskillig Indflydelse og agtedes som et Slags Ordfører for en vis Misfornøielsens Aand, som i nogle Aar skulde have hersket i hans Grænd. Jeg var hos ham en Times Tid, og Samtalen bevægede sig hurtigt hen over en stor Mængde Ting: Manden havde saa mange Klagemaal over Uretfærdigheder ved Gaardenes Skyldsætning, over de altfor store Skatter, over den Skade, som Jernbanen fra Throndhjem til Støren vilde foraarsage den arme Bonde, over Fanterne, som streifede om – med meget mere, og med disse Klagemaal lagde han ikke alene den vrangeste Opfattelse for Dagen, men han fremsatte sine umodne Paastande med en besynderlig Djervhed eller rettere sagt: med Ubeskedenhed, ja Uforskammethed. I de mange Uger i Guldalen havde jeg jo gjort Bekjendtskab med mange Slags Mennesker: forstandige og taabelige, oprigtige og fule
