– Jeg har tænkt mig, at Tingen maaske kan have sig saa: I Fortiden, da Handelen var mindre udviklet, saa Fiskerne maatte sælge billigt og kjøbe dyrt, og da disse Leilændinger af Bønder rimeligvis vare meget afhængige af de i Nærheden, før Aalesunds Byanlæg, boende priviligerede Handelsmænd, der nok endogsaa for en stor Del vare Bygsel-Gaardenes Eiere, da var vel Armoden ofte saa stor, at man af Fornødenhed maatte undvære selv en saa ringe Ting, som Salt nu agtes for, eller hjælpe sig med det lidet deraf, som kunde sankes mellem Strand-Stenene, hvor det virkedes af Solheden (hvilket Sidste er noget, som Strøm omtaler og som endnu erindres her paa Harham); men havde flere Slægter efter hinanden maattet spise en formedelst Saltmangel halv forraadnet Fiskemad, saa kanske lidt efter lidt selve Fordøielses-Redskaberne bleve saaledes forvænte, at de fremdeles maatte have Føden saaledes halv opløst, som den ved en vis Grad af Forraadnelse bliver, og hvad Fordøielses-Redskaberne forlange eller Maven vil have, det – saa er Naturens vidunderlige Indretning – det synes Tungen godt om. Nu er vistnok Armoden for længe siden ophørt; men Estervirkningen kan vare længer end Aarsagen, altsaa her en overdreven Sparsomhed ved Madens Behandling og den tilvante Smag paa Mad, som for Andre er usmagelig. Men – og det var denne Slutning, jeg vilde arbeide mig frem til, idet jeg vovede mig ind paa disse for mig ellers saa fremmede Betragtninger, naar Smagen engang er saa, da sones jeg at kunne begribe-at naar der spørges om en god og vederkvægende Drik, saa vil en Kop Kaffe eller et Glas Vin ikke forslaa, men der maa et Stærkeste af det Stærke
hun selv havde erfaret ved et Besøg paa en af Øerne: Naar man har faaet fersk Fisk til Hus og agter at koge den som fersk for at sætte for Fremmede eller som Gjæstebuds-Mad, lader man den først ligge en Dags Tid, for at den skal blive kasen eller noget anløben – man synes, den er bedst da.
