Derfor er der ogsaa – og det ikke saa faa – Exempler paa, at Folk i Borgund og Ørskoug, maaske ogsaa i Harham, ganske have opgivet Tanken om Skaal-Bryllup. Hvorledes gaar det da til? Jo, oftest saa, at Parret lader sig ægtevie paa samme Søndag som et andet lykkeligere Brude-Par og saa fra Kirken af slutter sig til dettes Følge og deltager i Brylluppet som Gjæster og selv betaler Skaalgave – thi saa fattige maa de ikke være, at de ikke skulde have Raad til det heller. Snarest bruges maaske denne Maade af gamle Folk, som blive opgifte. Saaledes i følgende Tilfælde: En gammel Kaarmand blev Enkemand og giftede sig igjen med en Kaar-Enke, som var saa gammel, at hendes ældste Søn var Spillemand i Brylluppet; saa døde Manden, og hun, som nu var Enke anden Gang og meget over 50 Aar gammel, med 6 voxne Børn fra første Ægteskab, blev gift tredie Gang med en ganske ung Person (lidt over 30 Aar), og dette Brudepar gav sig ind i et andet Bryllup, hvor de naturligvis behandledes i alle Dele som et Brudepar No. 2. Jeg hørte det altsammen fortælle af dem selv og mindes endnu dette Træk, at Brudens Sønner og Døttre vare tilstede i Brylluppet som hendes Med-Gjæster, og alle gjorde de naturligvis Besked for sig med Skaalgaver til Husets Brudepar.
For ydermere at lægge den rette Skygge i Skildringen af den søndmørske Skik med Skaal-Bryllupper maa jeg endnu anføre en Sammenligning. Jeg skulde tro at Skaalbryllupper have været i Brug alt Landet over saaledes da ogsaa i de østlandske Bygdelag, Romerike, Gudbrandsdalen o. s. v. Men her er dog Skikken i den senere Tid paa de fleste Steder enten afskaffet eller ogsaa i stærkt Aftagende, og desuden lader det til, at der ikke saa almindeligt og kjendeligt har været lagt an paa at tjene Penge ved den huslige Fest; saadant synes nemlig ikke at stemme med den Tænkemaade og det Sindelag, som kom tilsyne ved
