Ungkarle der blive gifte med Enker, og det ofte ganske unge Karle med meget gamle Enker, 50 Aar og derover.[1] Nøiagtige Tællinger efter Ministerialbøgerne have viist mig, at saadanne Tilfælde ere usædvanlig hyppige her. En omstændelig Fremstilling heraf vilde dog falde for vidtløftig. Kun en Bemærkning: man, kunde tro, at det for Harhams Vedkommende var en Følge af, at saa mange gifte Mænd der omkomme paa Søen; men at det alligevel ikke er saa, det skjønnes deraf, at et lignende Misforhold finder Sted ogsaa i de indre Bygder, hvor dog Ulykkestilfælde ikke ere saa hyppige. Og dette Misforhold er gammelt her i Egnen; allerede den oftere nævnte Forfatter Strøm klager derover.
Et andet besynderligt Forhold er ogsaa det, at i Harham som ellers i Søndmøre sees der at være usædvanlig mange ægteviede Par af gamle Enkemænd og Enker, begge over 50 Aar paa deres Bryllupsdag. Det er mest Kaarfolk, som saaledes slaa sig sammen, og Aarsagen tør vel ofte være den, at de finde sig mindre vel behandlede af den Familie, de skulde nyde Kaar og Pleie hos.
Sluttelig skal jeg fortælle lidt om, hvorledes det har sig med Tjenestefolk paa Harham, især de fra fremmede Bygder, naar de skulle fri og holde Bryllup. Siden de ere saa langt borte fra Forældrene, kan der ikke videre tænkes paa at indhente disses Raad og Samtykke; de maa da forlove sig paa egen Haand, uden nogen Kvæmmelsmands Mellemkomst. Men – og dette bliver ligesom et Omtals-Øl for dem – i Julen nærmest før deres Bryllup reise
- ↑ I en Ministerialbog fandt jeg en Gut paa Aar gift med en Enke paa 62 Aar. Siden traf jeg ham selv og talte uforbeholdent med ham derom. Men det lod ikke til at han kunde forstaa min Forundring og Uvillie. Paa flere Steder i Søndmøre besøgte jeg adskillige saadanne Familier, og disse Besøg høre til mine ubehageligste Erindringer fra denne Egn.
