Øen. I dette væsentlige Anliggende have Eiendoms-Mændene det fuldstændigste Overtag over Arbeidsklassen, Fædrene og Husbønderne den fulde Myndighed over Børnene og Tjenerne, og dette er erkjendt og fornummet paa begge Sider, og fra dette Punkt af er det, som om Myndighedens Alvor og Strænghed udbreder sig over det hele Husliv og behersker alle de Tilbøieligheder og Fristelser, som ellers saa ofte bringe Ungdommen til først at glemme og saa at trodse de Ældres Ønske og Raad.
I Hovedsognet vidste en gammel skjønsom Mand at forklare mig, at i Fortiden var der ikke saameget forargeligt Tidsrummet som nu. Og hvad kunde Aarsagen være til saadan uheldig Forandring? Jo, klagede han, der er ikke længer saadan „Must og Myndighed“ blandt Folk nu som før.
Netop samme Klage har jeg hørt paa Romerike, paa Hedemarken, i Gudbrandsdalen. Men paa Vigren er den gamle Must og Myndighed, som det lader, endnu ved fuld Magt. Den er opretholdt derved, at Bønderne have benyttet sin Besiddelses-Ret over selve Jorden, og den ledende Tanke har været at holde Fattigfolk ude for at slippe for Byrderne med dem.
Der kan ogsaa tales om en „stræng Hustugt,“ som ikke just er saa bange for mulig Fattigdom hos de af de Unge stiftede Familier, men som lægger alt sit Alvor og Had paa usømmelig, uordentlig, syndig Adfærd hos de Ugifte, hvem Forældre og Husbondsfolk have at svare for. Og man maa haabe, at den Tid skal komme, da en saadan Hustugt atter skal faa forbedret Sædeligheds-Tilstanden paa Hedemarken o. s. v. Men paa Vigren, hvor der ligesom i Harham overhovedet er meget gammeldags, har jeg forstaaet den almindelige Tænkemaade og den raadende Hustugt anderledes. Og vel har jeg kaldt den stræng; men den er dog ikke det samme som Tvang; thi de Ældres Tænkemaade og Sind forplantes jo uvilkaarlig til Ungdommen, og det
