kræver ogsaa Udrustningen en stor Mængde Garn, og Harhams-Bønderne pleie regne 20 for hver Mands-Lut, dog kun nogle faa nye, de fleste bødte. Men for det Følgendes Skyld bedes erindret, at der kun fiskes med et Sæt eller 20 til 30 Garn hver Gang.
Førend Garnbruget var blevet bekjendt, dreves Fiskeriet, som Præsten Strøm beretter i sin fortræffelige Søndmørs Beskrivelse, med Snøre med Agn paa Krogen (Djups-Aagn). Dette sad da Fiskeren med hele Dagen. Men ofte var ikke Fisken villig til at bide paa Krogen, naar det var lyst i Vandet om Dagen, og saa fortsatte Fiskeren sit Arbeide ud over Natten med et andet Redskab: paa Blyloddet paa Snøret befæstedes flere Kroge saaledes, at alle Spidserne vendte ud ad, og lidt ovenfor dem var en Tin-Sild (et Stykke Tin dannet som en Sild) ophængt for at lokke Fisken, og ved idelig at rykke i Snøret kunde det lykkes at hukke Fisken i Bugen og saaledes faa den op. Dette kaldtes at krøge. Men da Torskegarnet, som ved Aaret 1685 var opfundet eller indført af en Handelsmand Claus Nilsen paa Gaarden Slinningen i Borgund, var kommet i Brug, saa slap man for hint natlige Arbeide (thi nu fisker Garnet om Natten), og Dybs-Agnets Brug indskrænkedes mest til Smaabaade, som i enkelte Aaringer kunde overkomme Torsken inde paa Fjordene, eller det brugtes ude paa Havet nu og da, som et Hjælpe-Fiskeri ved Siden af Garnbruget, i de sidste Dage af Fisket, naar Torsken efter Gydningen ikke holder sig faa meget ved Grundene, men, maver og sulten, farer hid og did og gjerne sluger Agnet i sig.[1] – Men nu paa nogle Aar er Snøret
- ↑ Som Bi-Redskab brugtes ogsaa Line, en lang Snor med mange korte Tømmer og en Krog med Agn paa hver Tom; Linen sattes langs Havbunden omtrent som et Garn, og stod Natten over. Opfinderen af denne Fiskemaade skal efter Strøms Beretning have været en Bonde paa Gaarden Moldnæs paa Vigren.
