Men naar jeg undtager min glade Forundring over
den Omtanke og Kunst, hvormed Agervandingen drives i
Lom i Gudbrandsdalen, saa synes mig, at jeg aldrig
har været saaledes overrasket ved Almuesfolks Iagttagelses-Evne
og ihærdige Øvelse, som netop ved at tale med Harhams
Fiskere om deres Bedrift.
Alt fra den Tid Sønnen er 10 Aar gammel og faar Lov at følge med Fader ud paa Havet, er det hans Lyst og Iver at lægge vel Mærke til alt, hvad han der ser og hører af de Ældre. Først gjælder det at lære de sikkre Løb mellem de Fald og Skjær (Klipper, som fra Havbunden hæve sig tæt op under eller lidt over Vandskorpen), som i stor Mangfoldighed opfylde Havet udenfor alle Harhams-Øerne til en halv eller en hel Mil ud for det yderste Land. Hvert Fald og Skjær har set Navn, saaledes omkring Løbene ud for Lepsøen og Harhamsøen: Grautefluda, Stavnæsfluda, Klauvningje, Daudingje, Skalmen, Skalmen-Skallen, Skreia o. s. v. o. s. v., og da Faldene (Fluderne, Boderne) kun ere bemærkbare, naar Havet i kortere eller længere Mellemrum bryder paa dem, saa maa deres Beliggenhed kjendes ved at tage Sigte paa bekjendte Gjenstande paa Land. Saadant Sigte er den saakaldte Mid (udtalt med aabent e, næsten som Med eller Me). Til enhver Tid høre tvende Gjenstande, en fjernere og en nærmere, som sees lige for hverandre eller i en Linie, og for at et Sted paa Havet skal være kjendt, udkræves to Mid, en i en Retning og en i en anden, saa de to Linier mødes i et Punkt. De Gjenstande, der bruges som Mid-Mærker, ere store Stene, Odder og Fjeldpynter nærmest ude imod Kysten og forskjellige Tinder og Skard paa de høiere Fjelde længer inde i Landet, hvilke Tinder og Skard vise sig som Knuder og Indhugg i Fjeldlinien mod Himmelen (Fjeld-Garden). Og alle disse Mærker have atter sine Navne. Der er f. Ex. et Fjeld paa en af Harhamsøerne, som hed-
