disse Præstegjælde er brugt det Udtryk „delvis“ og ikke Udtrykket „almindeligt.“ – Det samme kan antages om de 32 Præstegjælde, hvor Skikken kun hersker „undtagelsesivis,“ og hvor ligeledes Aftagen har været sporet; om nogle af dem vilde der maaske 10 Aar tidligere have været opgivet, at Skikken herskede „delvis“ eller endog „almindeligt.“ – Endelig er der 39 Præstegjælde, om hvilke det er opgivet, at Skikken hersker slet ikke; kun om 1 af de 39 er det sagt, at Skikken ikke har hersket før;heller, saa der altsaa er Stillestaaen, og kun om 1 andet af de 39 er det anført, at Skikken i den senere Tid er aftaget og udryddet; om de allerfleste Præstegjælde derimod (37) er der hverken sagt det Ene eller det Andet, saa Meningen vel er, at Skikken ikke har været kjendt her, ialfald ikke paa lange Tider, hvisaarsag der ikke kunde være Tale om nogen Aftagen.
Af denne Tabel ser det da ud, som at den fordærvelige Skik, jeg her har handlet om, skulde være i glædeligt Aftagende paa mangfoldige Steder, hvor den tidligere har været mere gjængs.
Men jeg har en stærk Formodning om, at her er nogen Vildledning. Aarsagen til denne Vildledning ligger deri, at jeg i mit Spørgsmaal til Præsterne – som man kan se af Begyndelsen af denne Opsats – sammenfattede under Et de to Ting: Natteløben og Nattefrieri. Egentlig skulde der været særskilt Spørgsmaal om hver af disse to Ting; thi Nattefrieriet er en vistnok betænkelig og farlig, men dog af Almue-Opinionen taalt og tilladt Skik, men Natteløberiet er en Ungdommens Udskeielse, som vel de Gamle i Menighederne altfor meget have seet gjennem Fingre med, men som de dog i Grunden altid have misbilliget, saa det egentlig ikke skulde kaldes Skik. Men jeg vovede ikke i mine Spørgsmaal til Præsterne at tage Sagen paa denne mere grundige Maade, idet jeg – maaske unødigt – frygtede for, at Vidtløftigheden skulde synes altfor afskrækkende. – Nu maa jeg