saa vilde jeg søge at lempe Bygdemaalet efter det almindelige Landsmaal, som maa holdes for at være det ædleree[1]. Videre komne Skolebørn burde vel ogsaa faa høre lidt udtrykkelig Forklaring om, at deres hverdagslige Talesprog virkelig er et Sprog for sig selv ved Siden af Bogsproget, og i enkelte Tilfælde kunde det vel gaa an at forelæse for dem eller lade dem læse et Stykke i Landsmaalet. Saalænge begge Sprog uden videre røres sammen i Børnenes Hoved, kan deres Tankeløshed trives meget vel; men det vilde skjærpe deres Dømmekraft, naar de lærte at skjelne mellem det ene og det andet og vælge det, som til enhver Tid passede bedst.
Hos en dygtig Skolelærer og Kirkesanger i det Throndhjemske fandt jeg et mærkeligt Exemplar af det svenske, paa Norsk oversatte Digt „Frithjofs Saga“; det var ikke trykt, men skrevet. Paa min Forundring herover fortalte Eieren mig Følgende: Som ungt Menneske havde han havt den trykte Bog tillaans paa en Tid og havde læst den atter og atter med saadan Lyst og lykkeligt Nemme, at han tilsidst kunde alle Sangene udenad, og nu maatte han – en fornøielig Underholdning baade for ham selv og for Tilhørerne – idelig synge og foredrage disse Sange i Bryllups-Lag og andre Samkvem; men tilsidst fandt han det dog bekvemmest at skrive dem af, saa Folk kunde laane dem af ham og læse dem selv. At Skriftet var blevet til paa denne Maade, det saaes ogsaa derpaa, at han hist og her havde maattet sætte aabent Rum for et Ord eller en Linie, hvor Hukommelsen svigtede ham. – Men dette maatte jeg mindes nu, da den rette Fridthjofs Saga er lagt for Folket i Folkets eget Maal.
- ↑ Adskillige Bygdemaal have visse Egenheder, der kunne sammenlignes med Udvæxter, og som skade Sprogets Anseelse, f. Ex. naar Almuen i enkelte Bygder ikke udtale Bogstaven H. eller ogsaa sætte den til paa Slump, hvor den slet ikke skulde staa. Saadant bør Læreren vænne Børnene af med.
