som taler saa; men ganske anderledes falder dette, naar man har lært at beundre det samme Sprogs faste Orden og elske dets skjønne Enfold, saa man fast kan misunde Bondemanden, fordi man ikke selv formaar at tale det saa rent og ret som han.
Men ikke mindre maa jeg kalde det ønskeligt, at Almuesmænd selv, Folkesprogets egne Børn, ville dyrke dette sit Modersmaal navnlig ved at lære det at kjende som Skriftsprog, ved at øve sig i at læse og skrive det. Her tænker jeg naturligvis ikke paa udannede og uvidende Almuesmænd, men paa dem, som have hævet sig til et noget høiere Trin af Dannelse og dermed i ældre Alder have lært det danske Bog- og Talesprog nogenlunde fuldstændigt. Mange af disse skulle vistnok med Forundring finde, at de i Førstningen ingenlunde have let for at læse hin Fridthjofs Saga, men at det vilde falde dem lettere, dersom den var skreven paa Dansk; thi selv om hin Ulighed i Bygdemaalene ikke var, saa vil aldrig et Sprog tage sig aldeles ligedan ud i Skrift som i Tale, men der maa nogen Øvelse til, og denne Øvelse mangler her. Men jeg vilde, at en tænksom og fædrelandssindet Mand, som engang har lært at tale det norske Landsmaal, han skulde sætte en Ære i at kunne bruge det som Skriftsprog fuldt saa vel som det tillærte Danske, og han skulde have lært at gjøre stræng Forskjel imellem de tvende Sprog, saa han ikke unødig blandede danske eller andre fremmede Ord og Vendinger ind i sin norske Tale. Med saadan Dyrkning af Landsmaalet vilde desuden et stort Skridt være gjort til siden at lære saa meget af Oldnorsken, at man kunde læse en Saga i Grundsproget, og jeg kan nok tænke mig, at den Tid vil komme, da Landmænd i bedre Kaar og med større Dannelse kunne faa Lyst til at kvæge sit norske Sind med saadan Læsning og videnskabelig Syssel.
