tragte det. Ellers formoder jeg. at Haugianerne sig imellem tildels ogsaa bruge andre Hilsnings-Ord end dem, som ovenfor anførtes efter den gamle Bygde-Skik.
Imidlertid kræver ogsaa denne gamle Skik en egen Haandrækning. Konen i Huset skal „rækk Handa“ til den Fremmede, d. e. byde ham Noget at spise og drikke. Naar Gjæsten, som vi ovenfor hørte, vel er bragt til Sæde og Samtalen kommen i Gang, reiser Konen sig fra sit Arbeide og gaar hen til Skabet; saa kommer hun hen mod ham med en Kake-Skive i Haanden, om muligt med et Stykke Gubb-Ost paa eller en „Klingre“ (Kringle) til.
„Du maa taa aa bit ti.“
„Nei, vor da itt aa kaamaa me naaen Mat – e har no itt gjort so lang Vei.“
„Du har sakt gaatt so lang Vei, du kan trøng aa bit ti no“ – eller hvis den Fremmede virkelig kun har gaaet et ganske kort Stykke, kan Konen svare kortere saa: „D’æ itt størr Mat, dæ, heller.“
Ældre Folk holde imod Haanden en Gang eller to. Yngre Folk derimod, som ikke længer holde sig saa ganske til de ældre Tiders Skik, ere ikke fuldt saa „vare“ af sig. Men selv disse begynde dog ikke at spise øieblikkelig.
Om Lidt kommer Konen igjen med en Skaal Øl.
„Singgott – du kann vaaraa tyst.“
„Nei, du maa da itt vør dæ.“
„Drikk no.“
„Aa ja, d’ æ varmt Vær – e kann itt anna si, e æ lite tyst au; men du sko no itt vør dæ lell.“
Saa drikker han en Gang.
„Takk for godt Øl“ – og saa gjør han Tegn til at sætte Skaalen fra sig.
„Aa, du maa no drikk taa di.“ siger Konen; maaske føier hun til: „D’ æ no tunt Øl.“
