Hygge, Sands for Orden og Renlighed og alle gode Sæder. Omvendt kan det altfor let ske den guldalske Bonde-Kone, at hun bliver mismodig, naar hun, med Frygt kanske for at møde et uvenligt Blik, maa sige Manden, at nu ser hun allerede Bunden i Mel-Karret, saa han maa spænde Hestene for Slæden og gjøre en besværlig Fragte-Reise eller to mellem Throndhjem og Røros for at fortjene Skillinger og kjøbe mere Korn til det store Slug – denne Kone er ikke oplagt til at pudse Vindues-Ruden og skure Karmen; thi i hendes Mismod ser Alt saa graat ud alligevel. Men i dette Stykke retter fremdeles alt Husets Folk sig efter Husmoderens Stemning og Exempel.
Og jeg staar ikke ene med den Mening, at Kvinden i hine Fjeldbygder virkelig indtager en saadan fremragende Plads i Huslivet som antydet. En i det tønsætske Landbrug kyndig Mand har fremhævet for mig, at Kreatur-Stellet under Kvindens Haand er udviklet til en langt større Fuldkommenhed end Jord-Dyrkningen under Mandens. Og i Holtaalen, hvor Fædriften ogsaa er den vigtigste Del af Gaardsbruget, blev det omtalt som et almindeligt gjængs Ord, at om en Familie skal gaa fremad i Velvære, det beror vel saa meget paa Konen som paa Manden; Konens Anseelse og Indflydelse skal ogsaa være meget stor her, saa Manden gjerne tager hende paa Raad i alle Begivenheder o. s. v. – Længere nede i Guldalen fremsatte jeg mine nu udviklede Tankegang for en kløgtig Almuesmand, og han understøttede dem med et Exempel fra en ganske anden Kant: I Ørkedalen, hvor han var kjendt, er Hus-Industrien med Lin-Tilvirkning meget betydelig, og naar Tiden kommer, at Manden skal betale Skatter og Afgifter, saa har Konen gjerne en Væv eller to færdig til ham, saa det for en stor Del er hende, som skaffer Penge til Huset; men i det samme Ørkedalen skal ogsaa ifølge denne min Hjemmelsmand Hus-Stellet være mere ordentligt og pynteligt end i Guldalen.
