Del den Værdighed og Ynde, hvormed hun optræder, og den Indflydelse, hun formaar at udøve. Størst viser denne Forskjel sig uden Tvivl mellem Fiskeri-Distrikterne paa den ene og de rigere Agerdyrknings-Bygder paa den anden Side. Hist, hvor Manden lægger sin bedste Kraft i Søbruget, har Kvinden en uforholdsmæssig stor Andel i Gaardbrugets Tung-Arbeide, og – hvad der maaske er det aller uheldigste – dette samme Gaardsbrug og dermed Kvindens store Møie er saa lidet skattet, betragtes som en aldeles underordnet og meget ringe Ting i Sammenligning med Mandens Bedrift: Fiskeriet. I de rigere Ager-Bygder derimod hersker en mere heldig Fordeling af Arbeidet: Manden forestaar og udfører de udvendige Arbeider, og Kvinden har mere udelukkende den indre Husbestyrelses lettere og dog saa vigtige Sysler. Det maatte ikke forundre, om man som Følge heraf fandt nogen Forskjel i Kvindens Udseende og Dannelse og hele Væsen under disse saa ulige Forholde, og jeg synes ogsaa bestemt at have iagttaget saadan Forskjel: i de bergenske Kyst-Distrikter staar Kvinden ofte tilbage for Manden, er mindre udviklet i sin Art end han, mangler navnlig den fine Anstand og Ynde, som skulde smykke hendes Kjøn og opretholde hendes Værdighed og Anseelse; i flere af de østlandske Egne har jeg derimod ofte maattet gjøre den lige modsatte Bemærkning, at Kvinden udmærker sig paa sin Plads fremfor Manden paa sin, saa han ofte tager sig mindre fordelagtig ud ved Siden af hendes tækkelige Væsen.
Men nu forefinde vi noget andre Forholde i de Bygdelag, som nærmest beskjæftige os her, det nordre Østerdalens Hyrde-Egne og de ingenlunde rige guldalske Ager-Bygder: her have Kvinderne vistnok ikke faa meget Tung-Arbeide at forrette som i Fiskeri-Distrikterne, men dog sikkerlig meget mere end i saadanne rigere Ind-Bygder som Hedemarken eller Thoten. Derfor mener jeg, at man baade i det nordre Østerdalen og i Guldalen vil finde noget mere
