imod, at Gulvet snarere lider ved den aarlange Smuds, som trædes ind i det.[1]
Ellers foregaar den omtalte Renselse ikke synderlig ved Sand-Skuring; paa Loft og Vægge bruges en vaad Fille, „Larve,“ eller en i Vand dyppet „Bar-Tugu“ (Tvoga, d. e. en Visk eller Tvætte-Kost af Bar-Kviste); om Sommeren renskes Gulvet paa den Maade, at der skylles over det nogle Bøtter Vand, som saa med en Sopelime sones ned i Kjelderen gjennem et Par Huller eller Spunser i Gulvet. Om Vinteren, naar der er Potetes i Kjelderen, maa derfor Gulvet blive, som det er, eller det kan kun løselig vaskes over med en Larve.
Som antydet, har Sopelimen meget at gjøre i ordentlige Huse, og Karlene, som maa binde dem, høres undertiden at klage over, at de slides op saa snart. Men for hver Gang Sopelimen har gaaet over Gulvet, staar Stuen i en Støv-Sky. Og Feie-Skarnet bæres ingenlunde ud strax; det samles op i en Hob ved Skorstenen, og der holdes Svøbe-Barnet frem. For Resten bliver Gulvet gjerne barstrøet til hver Søndag.
Foruden den anførte Stue-Vaskning hører det til, at Krakker, Bænke, Borde, Senge, Skabe og Vindues-Karme, tildels ogsaa den indvendige Side af Vindues-Ruderne, vaskes hver Lørdag-Eftermiddag (En Kone sagde mig, at hun vaskede Vinduerne med „Glas-Kost“, og det ogsaa udvendig en Gang imellem). At denne Lørdags-Vaskning virkelig er Bygde-Skik, det overbeviste jeg mig om paa den Maade, at jeg to Lørdags-Eftermiddage i Rad saa indom i en stor Mængde Huse, Bonde-Gaarde og Husmands-Stuer om hinanden.
- ↑ I Østerdalen er det ikke ganske ualmindeligt at skure Fjøs og Stald, naar Kreaturene ere slupne ud om Vaaren; men dette hørte jeg aldrig tale om i Støren.
