i friskt Minde hos Mange. Omendskjønt hun ikke oplevede at blive Vidne til Opfyldelsen af det Haab, der var udtalt i hendes Brev, blev det dog givet hendes Børn at glædes ved den Velsignelse at kunne vende tilbage til deres Fødeland og endogsaa at faa deres Andel i den keiserlige Glands og Ære, som atter er falden i Napoleons Efterkommeres Lod. Forøvrigt er det vel overflødigt at tilføie, at Prins Napoleon og Prinsesse Mathilde ere de eneste Efterkommere, der nedstamme fra denne ædle Kvinde. At være Børn af en saadan Moder er en sjelden Ære; kun et utaknemmeligt Hjerte vil være ud af Stand til at forstaa og skatte den.
Det være mig tilladt at fortælle, hvad det var, som bragte mig ind paa nærværende Afhandlings Undersøgelser.
For snart to Aar siden fik jeg Anledning til at bereise en Del af Bergens Stift, og allerførst søgte jeg ud til et af de yderste Præstegjæld, en Ø–Bygd helt ude ved Havet. Det havde længe været min store Attraa at faa bese mig noget paa disse Kanter, og fuld af Længsel steg jeg af Baaden og satte Fod paa Land. – Hvor her var vestlandsk! Brændingen hørtes i de yderste Hav-Skjær ikke langt borte, og af Træer var her ikke stort at se paa dette vindhaarde Sted – kun noget udholdende Birkekrat hist og her og et Par Hylde-Buske i Præstegaardens Have, hvor jeg lagde til Land.
Paa Præstegaarden maatte jeg først ved Samtaler med Præsten og ved Gjennemgaaelse af Ministerialbøgerne og
