det samme Natte-Uvæsen, som jeg paa disse Blade har søgt at skildre. Her kunde jeg let føie nogle Træk til, som yderligere forhøiede hans Forundring og Forargelse, og det fornøiede ham aabenbart at høre, at Hoved-Hensigten med min Reise netop var at anstille nøiagtig Undersøgelse om saadanne Ting. Og nu kom Talen ind paa, hvordan Skik og Vis var i hans Hjembygd.
„Det er altsaa ikke saa paa Osterøen, kan jeg skjønne?“
„Aa, slet ikke.“
„Men her i Throndhjems Stift sige Gutterne, at de kunne ikke blive kjendte med Pigerne, naar de ikke skulde have Lov til at gaa om Natten.“
„Folk blive da gifte paa Bergens-Kanten ogsaa.“
„Fortæl mig da, hvorledes Ungdommen der bliver kjendt sammen.“
„Aa, det kan nu være ved Kirken – der kunne de sees og tales ved.“
„Lad mig saa høre fra først til sidst, hvorledes Frieriet kan gaa for sig.“
„Jo, det skal jeg fortælle: naar nu en Gut har Hu til at ægte en Pige, og naar han er i saadan Stand, at han kan gifte sig, saa faar han en Mand til at være Talsmand for sig, og for ham forklarer han, at nu eier han en Part i en Jagt eller saa og saa mange Hundrede Daler, og at han skal faa Gaarden efter sin Fader, ja han forklarer for ham alle sine Formues-Omstændigheder; Talsmanden gaar da hen til Pigens Fader og fortæller ham dette og taler Sagen paa det Bedste. Dersom nu Faderen synes, at Formuen er for liden imod den den Medgift og Arv, som hans Datter skal faa, saa svarer han Nei, og saa er det ikke noget videre. Men synes han, at Partiet er jevnt, saa siger han Ja.“
„Skulde jeg tro, at det gaar for sig saaledes, uden at Gutten først har talt til Pigen og faaet hendes Samtykke?“
