saa stunde de efter at finde hinanden i Fortrolighed, og naar dette formedelst Skikken ikke tør ske aabenlyst, saa fristes de til at søge hinandens Selskab i Lønlighed, og Fader og Moder og alle Andre fristes til at give efter for denne deres naturlige Attraa og stille sig an, som om de ikke mærkede det hemmelige Væsen. Først tillodes vel de lønlige Sammenkomster mellem saadanne Unge, som Forældrene selv ønskede at se forenede, og hermed opstod, hvad jeg har kaldt det indskrænkede Nattefrieri; siden maatte det ved en mere betænkelig Eftergivenhed tilstedes, at Frieren søgte Pigen i saakaldet Hemmelighed uden endnu at have indhentet Forældrenes Samtykke til Forbindelsen, hvilket jeg kaldte det frie Nattefrieri; tilsidst blev de ikke mere muligt at standse Ungdommen paa de natlige Veie, og med det paa en Maade ærlige Nattefrieri aabnedes da Døren for det letfærdige Natteløb.
Ei af de mærkeligste, ja et af de skjønneste Træk i det norske Bondeliv er den dybe Blufærdighed, som giver Familielivet dets eiendommelige Præg: man blues for at yttre sin Følelse, aabenbare sin Ømhed, blotte sit Hjertes Helligdom. Det er ligesom Folkelivets Kjerne, og en i Aarhundreder hævdet Skik har dannet en fast Skal derom. Men det er inderlig vemodigt at se, at netop fordi dette dybe og skjønne Træk ere fastholdt indtil Overdrivelse, derfor kunde det ske, at ved Siden af Blufærdigheden fik en besynderlig vidt dreven Ublufærdighed bane sig Indgang og sætte sig fast. Men kunde ønsket, at den bly Følelse havde voxet frem til større Freidighed, saa de, som havde hinanden kjær, kunde vovet at aabenbare det for Gud og Verden; men saaledes kom Folkelivet ikke til at udvikle sig, og netop fordi Almuen med en vis Forkjærlighed holder fast ved den fra Oldtiden nedarvede Blufærdighedens Skik, har den virkelig meget vanskeligt for at komme ud af det i Tidernes Løb fremkomne Ublufærdighedens Væsen.
