almindeligt Korstog mod Despotismens mægtigste Repræsentant i Europa – for disse blev Freden en Skuffelse; maaske var det denne Skuffelse som fremkaldte Rygtet om at det var Kejser Napoleon, som havde fremskyndet Freden, af Frygt for at hans eget Enevælde skulde stedes i Fare, dersom Europas mægtigste Despoti led et altfor stort Knæk i Verdens Anseelse; muligt er det ogsaa, at denne Paastand virkelig er begrundet; det faar overlades til Fremtiden at afgjøre. Saameget er ialfald sikkert, at denne Krig ikke har bragt Verden et Skridt fremad til Afgjørelsen af den store Kamp, som begyndte med den første franske Revolution: Kampen mellem Folkefrihed og Enevælde. Ja endog Krigens egentlige Formaal, det tyrkiske Statssamfunds Ordning og Sikkerhed, kan endnu ikke siges at være naaet. Vel kan det nok vare længe, inden Rusland atter vover aabenlyst at angribe Tyrkiet; men den Spire til Opløsning, Porten gjemmer i sit eget Indre, kan ikke udryddes ved nogen noksaa velmeent Overeenskomst, og det skulde gaa underligt til, om et Land, som beboes af to Folkestammer med forskjellig Religion, forskjellige Sæder og Tænkemaade, kunde se disse stridige Bestanddele stilles som jevngode ved Siden af hinanden uden svære, for Staten livsfarlige Rystelser. Og under disse vil da nok Rusland og de øvrige Magter finde det nødvendigt, trods de vakre Ord i Fredstraktaten om Tyrkiets Selvstændighed og Ukrænkelighed, at blande sig i Striden og kappes om at faa den afgjørende Stemme. Og heri ligger Spiren til nok en Krig. Lad os haabe at Frankrig og England, om Verdens Fred atter skulde forstyrres, vil komme til at staa ligesaa broderligt ved hinandens Side, og for en ligesaa retfærdig Sag som den de kjæmpede for under Sebastopols Volde. De har viist Verden hvad de formaar at udrette naar de er enige; de har viist, at deres Sønners Mod ikke var hensygnet under en lang Fred; den Frugt har dog Krigen bragt: den har tilintetgjort Overtroen
