gen, ti han havde godt Lag til Handelen. Nu slog han sig paa Jordbruget, men han var, som sagt, ingen Arbeidskar og havde ingen Forstand paa Jordbrug, og desuden havde han Intet at gjøre med. Der var lidt Skog til Gaarden, men ikke mere, end at Renter og Afdrag til Banken deraf kunde udredes. Da det var forbi med Skogen – og formedelst ufornuftig Hugst varede den ikke mange Aar – kom Tosten aldeles paa Knæerne. Banken satte Gaarden til Auksjon, og Tosten blev med Kone og en hel Flek Børn husvilde. Selv reiste han til Amerika, som det hedte for at skabe sig og Sine et nyt Hjem der; men han spurgtes aldrig mere, og hans Familie kom paa Fattigkassen; Moderens store og rige Slægt vilde Intet vide af dem.
Præsten kom ganske rigtig i mit Bryllup, og Præstefruen fulgte ogsaa med og Kapellanen, Sønnen deres, og hans Kjæreste, og vi havde en saa hyggelig Aften, at jeg ikke for alt det vilde byttet med han Tosten Hoel.
E Bonne e’
Søm Flere te,
Aa takke Gu’ før Mykkjy,
Søm e ha faat
Taa Stort og Smaat;
For Alt e’ godt –
De maa e sej, e tykkjy.
Ker mangen Gaang
A Mor lel saang
Om Mønnan atti Kaavvaa;[1]
- ↑ Om Mønnan atti Kaavvaa, om Morgenerne i Kammerset.
