at Angriberne her var de Tabende. Der var 50–60,000 Mand Russer mod 12,000 Franskmænd og 10,000 Sardinere, af hvilke Sidste dog kun 4,500 var i Ilden. De Forbundne tabte 1000 Mand Døde og Saarede.
Endelig stundede den sidste Kamp til. Imod Slutningen af August var Franskmændenes Løbegrave rykkede Malakoftaarnet saa nær, at de kunde lægge Haanden paa dets Udenværker. En saadan Nærmelse kostede dem naturligviis daglig stor Blodsudgydelse, men det var Intet mod hvad Russerne led, som ifølge sin egen Generals Indberetning i den sidste Maaned mistede 600–1000 Mand daglig. Den 5te September ved Daggry begyndte det sidste almindelige Bombardement mod Fæstningen. I tre Dage udslyngedes der fra en Angrebslinje af næsten en halv Miils Udstrækning en Ødelæggelsens Ild, mod hvilken ethvert tidligere Bombardement, Historien veed at tale om, kun er som en Børneleg. Der fandtes ikke et Smuthul i Byen eller paa Voldene (Bombelyene undtagne) som var sikkert; Bomberne haglede ned fjernt og nær, og Besætningen mistede i disse sidste 3 Dage tre tusind Mand daglig, saa man altsaa kan ansætte dens Tab i den sidste Maaned til 30,000 Mand. Den 8de September foregik Franskmændenes Storm paa Malakoftaarnet. Kl. 12 rykkede Stormafdelingen ud af sine Løbegrave, stimlede op over Skraaningen foran Fæstningsgraven, og var i et Nu gjennem Skydeskaarene. Russerne, som havde trukket sig tilbage til sine Bombely, blev overrumplede. „Franskmændene tilbagelagde de faa Alen, som skilte dem fra Fienden, i et Par Sæt – Bataljon efter Bataljon drev de gjennem Skydeskaarene saa let og lysteligt som Høstblade for Vinden, og et Minut eller to efter at Spidsen af deres Kolonne var rykket ud af Graven, vajede det trefarvede Flag over Malakoftaarnets Volde.“ Kampen derinde var i Begyndelsen mat; men snart kom Russerne til Aande, og Franskmændene
