ned over Bakken; men før jeg igjen kunde bruge min Pistol havde den anden Rus sat Bajonetten paa min Strube, og jeg indsaa at videre Modstand var unyttig. Min værdige Overvinder lod til at synes ganske godt om det Ly jeg havde valgt, og satte sig i al Gemytlighed ned ved Siden af mig med sin Rifle rettet mod mit Hoved og med en heel Deel Grimaser, som jeg ikke havde vanskeligt ved at forstaa. Han havde uden Tvivl til Hensigt at gjøre mig til Fange naar Ilden sagtnede noget. Jeg laa naturligviis stille som en Muus, og var desuden saa udmattet, at jeg til Slut faldt i en Slags Besvimelse. Da jeg atter slog Øjnene op, var Bakken ligeoverfor bedækket med Tiraljører, men du kan tænke dig min Glæde, da jeg saa Nogle af dem med Bjørneskindshuer paa – det var altsaa af vor Garde, og Russerne var altsaa drevne tilbage. Dette Syn gav mig atter Kraft, og jeg besluttede, nu eller aldrig at befri mig. Da min russiske Ven saa mig tilsyneladende hjelpeløs, havde han fjernet sin Rifle fra den ubehagelige Nærhed ved mit Hoved; jeg benyttede mig deraf og sprang pludselig op – han ligesaa, men i sin Forfjamselse slap han Geværet. Øjeblikkelig gav jeg ham med knyttet Næve et Slag i Ansigtet, og da dette var en Maade at føre Krig paa, som han aldeles ikke var forberedt paa, tumlede han ned over Fjeldet. Jeg rullede overende med ham, og dermed gik det hulter til bulter nedover indtil vi stansede ved en Træstubbe. Heldigviis laa jeg da ovenpaa. Nu gav han sig til at brøle af Hjertenslyst; men da jeg var bange for hans Skraalen skulde kalde Nogen tilhjelp, slog jeg ham paa Munden hvergang han skreg. Det hjalp: han lagde Pegefingrene ikors og sagde: Pardon! Den der var glad derover var jeg; thi mine Kræfter begyndte at svigte mig; jeg nikkede, tog frem min Revolver, og nu var min Tur kommen til at passe paa ham. Jeg skjød ham ikke, siden han havde sparet mit Liv. En Soldat, som netop gik forbi, sendte jeg op efter Russens
