let Sind, med megen Sans for Mandstugt, høflige og omgjængelige med sine Undermænd, nøjsomme, livlige, lystne efter Ære og Eventyr; men siden den store Napoleons Dage har ogsaa deres Krigsvæsen under alle Statsomvæltninger været saa ypperlig indrettet, at det har tjent til Mønster for alle andre Stater. Det viste sig ogsaa nu, at den franske Armee havde været ganske anderledes forberedt paa Krigen end den engelske. Allerede før Vinteren havde de fra sin Landingsplads Kamischbugten (ved Halvøens vestlige Pynt) anlagt en fast Vej til sin Lejr, og i selve Lejren formelige Gader, hvor et strengt Politi vaagede over, at ingen Ureenlighed blev liggende. De havde Værksteder for Smede, Tømmermænd og Hjulmagere, Slagterboder og Vertshuse som i en fredelig By, og Bagerovne, som hver Dag leverede ferskt Brød, medens Engelskmændene maatte spise gamle haarde Skibskavringer. Officerernes og Soldaternes Klæder var hele, ja endog nette, og det er ganske betegnende, om end overdrevet, hvad der fortælles, at „Engelskmændene spurgte bestandig efter Champagne og Kognak, Franskmændene efter Naal og Traad.“ Medens Engelskmændene var pakkede sammen 12–14 Mand i hvert Telt, havde Franskmændene kun 4 Mand i ganske rummelige Telte. Disse var egentlig kun Tage over deres Boliger; thi hvor der ikke var Hytter, boede de i Jordhuler, hvor de havde sit Ildsted i det ene Hjørne med en Skorsteen af Leer, som kom op i Dagen udenfor. Og naar det heder om disse halvunderjordiske Bopæle og om Hytterne, at der sjelden fandtes mere end en Tomme højt Søle paa Gulvet, saa maa de vel efter Stedets Lejlighed kaldes et ganske koseligt Kvarteer. At der ogsaa i den franske Lejr i Løbet af Vinteren herskede en god Deel Sygelighed, kan man nok vide; men det var for intet at regne mod hvad Engelskmændene led; foruden den bedre Pleje og Levemaade, Franskmændene havde, maa man da ogsaa tage
