slaar ikke alle Mærker fejl, begynder det allerede at føle Følgerne af sin Falskhed: ved at ville holde Venskab med Alle har det høstet Foragt og Mistillid af Alle.
Ganske anderledes bestemt havde Frankrig og England optraadt under alle de Underhandlinger, som gik forud for Krigen i Tyrkiet. Ligefra den Dag da det blev klart at Spørgsmaalet om de hellige Steder kun var et Paaskud (uagtet den russiske Udenrigsminister ikke mindre end femten Gange havde erklæret at det var den eneste Hensigt med Menzikoffs Sendelse) havde disse Magter indseet, at det først og fremst gjaldt at de var enige. Tsaren havde ogsaa skjønnet at dette kunde blive farligt, og da de hemmelige Underhandlinger med England var glippede, havde han henvendt sig til Frankrig med lignende Tilbud. Men ogsaa her traf han paa Modbør, og de første Tegn til hvad han sikkert mindst havde drømt om: et Forbund mellem Frankrig og England, viste sig nu. Vestmagternes Forbund knyttedes fra den Stund af stedse stærkere, og skulde man sige at nogen enkelt Mand har Fortjenesten af dette Forbund, da maa vel Ludvig Napoleon først og fremst nævnes. England og Frankrig havde ligesiden de optraadte som europæiske Magter betragtet hinanden som naturlige Fiender; at Folket i England, som gjennem Aarhundreder har været opdraget til politisk Myndighed og et frit Blik paa Verdens Gang, at dette Folk alligevel indsaa, at Enighed med Frankrig nu var nødvendig mod en fælles Fiende – det kan man endda finde rimeligt; men at ogsaa Frankrig kom det imøde, det maa fornemmelig tilskrives Kejser Napoleon, og det maa vistnok kaldes en øjensynlig Forsynets Tilskikkelse, at netop han og ingen Anden styrede Frankrig i denne farlige Tid. Havde Frankrig dengang været en Republik som i 1848, havde Massernes Lidenskaber havt frit Spil, da vilde det neppe have faldet vanskeligt for Tsaren at egge et fremfusende, kamplystent Folk til Krig mod dem, som det gjennem
