med den største Tapperhed og udholdt Krigens Lidelser med et Heltemod, som ingen europæisk Hær kunde overgaaet dem i. Rigtignok var det første Sammenstød heldigt for Tyrkerne: de stormede den 15de og 16de Oktober det russiske Grænsefort St. Nikolai (ved Kysten af det sorte Hav) indtog det og tilbagedrev flere Forsøg fra Russernes Side paa at tage det tilbage. Men den 26de Nov. blev en tyrkisk Styrke, 12,000 Mand, slaaet ved den russiske Grænsefæstning Akaltzik; ved en tredje Grænsefæstning Alexandropol led en tyrkisk Armee paa 36,000 Mand den 1ste December et endnu betydeligere Nederlag, hvorved Tyrkerne mistede mindst 6000 Mand og 25 Kanoner, skjønt de ogsaa paa sin Side tilføjede Russerne betydelige Tab. Saaledes begyndte Krigen i Asien; den strenge Vinter tvang snart begge Parter til at holde inde med Fiendtlighederne; men Kulde, Vanrøgt og Slurveri tilføjede Tyrkerne ligesaa stor Skade som Fiendens Vaaben; de skal i Vintermaanederne have tabt ikke mindre end 6000 Mand ved Sygdom, og desforuden laa der i Marts Maaned 8000 Mand paa Hospitalerne. Krigens Fortsættelse var ogsaa, som vi siden skal se, en næsten uafbrudt Række af Uheld for Tyrkerne.
Medens Krigen saaledes var i fuld Gang i østen, begyndte det efterhaanden meer og meer at blive klart, hvilken Stilling de øvrige fire Stormagter vilde indtage. Preussen og Østerrig havde, som man af det Foregaaende har seet, ikke dristet sig til nogen kraftig Optræden mod Rusland, og denne Politik fortsatte de ogsaa nu. Den svage, om end i andre Henseender agtværdige Konge af Preussen teede sig under hele denne Krig paa en Maade, som lidet stemmede med hans Værdighed som Hersker over et af Europas største Riger. Han havde vist saa gjerne som Nogen seet at det ikke kom til Krig; men den Ærbødighed han nærede for sin bydende kejserlige Svoger var saa stor, at han sjelden turde lade det komme videre end til indstændige Bønner og be-
