havde i Slutningen af September havt en personlig Sammenkomst med den unge østerrigske Kejser og med sin Svoger, Kongen af Preussen; rimeligviis for at give disse Fyrster et Paaskud til i det Mindste at holde sig udenfor Krigen, om den skulde bryde løs for Alvor, havde han erklæret sig villig til at slaa noget af i sine Fordringer, og Østerrig skulde da se til at faa England og Frankrig til at gaa ind paa det nye Fredstilbud, saa at Tyrkiet derved maatte blive nødt til at give efter, naar det havde alle 5 Stormagter mod sig. Men det var for seent. Tyrkiet havde erklæret Krig, eller rettere sagt, Rusland havde begyndt Krigen ved at sende sin Krigsmagt ind i Sultanens Land; Ingen kunde længer fortænke Tyrkiet i, at det, efter saalænge at have fundet sig i den haanligste Behandling, nu havde tabt Taalmodigheden og med væbnet Haand vilde forsvare sin Ret. Frankrig og England erklærede altsaa, at de ikke kunde give sit Samtykke til Østerrigs Mæglingsforslag.
Saaledes var det da endelig forbi med alle Underhandlinger; og Krigsluen blussede snart højt i Vejret ved Tyrkiets Grænser i Europa og Asien. Omer Pasja havde samlet en Styrke paa henved 12,000 Mand i den nordlige Fæstning Schumla; med denne rykkede han den 26de Oktober mod Russerne. Da han var naaet frem til Grænsefloden Donau, lod han en Deel af sine Tropper i Baade sætte over til den vallakiske Bred, ved Landsbyen Oltenitza. Her var han netop bleven færdig med sine Forskansninger, da Russerne den 4de November rykkede mod ham med omtr. 30,000 Mand. De stormede flere Gange de tyrkiske Skanser, men dreves tilbage efter en voldsom Kamp med Bajonetterne, som varede fem Timer, og kostede Russerne henved 1000 Mand Dræbte og en stor Mængde Saarede. Omer Pasja, der ikke havde Tropper nok til at turde forfølge sin Sejer og marsjere mod Bukarest (Valla-
