russisk Provins. Han aflagde et Besøg hos den tyrkiske Førsteminister (Storvesiren), men gad ikke vise ham saa megen Høflighed som at komme i Uniform. Striden om Montenegro var, mens Menzikoff var undervejs til Konstantinopel, bleven bilagt af Østerrig. Der stod altsaa kun tilbage det andet Paaskud, Tvisten om de hellige Steder, men det var ogsaa nok for Rusland. Den 16de Marts sendte Fyrst Menzikoff Porten en Skrivelse i den Anledning, hvori han forlangte, at Tyrkiet skulde give en sikker og varig Betryggelse for „Sultanens græske (d. v. s. græsk-katholske) Undersaatters Rettigheder.“ Han forlangte ogsaa, at man ikke skulde sige Noget til den engelske og franske Gesandt om disse Fordringer; thi det vilde hans Regjering betragte som lidet mindre end en Krigserklæring. Porten lod dog disse i Stilhed underrette om Skrivelsens Indhold.
Den 19de Marts indsendte Menzikoff en ny Note (Skrivelse), der i uforskammede Udtryk forlangte en bestemt Afgjørelse af Striden om de hellige Steder, og desuden, at Tyrkiets græske Undersaatter i Almindelighed og deres Helligdomme skulde beskyttes i sine nuværende Rettigheder. Herpaa svarede Porten den 5te Maj i en Note, hvori den, efter den engelske Gesandts Raad, indrømmede Ruslands Fordringer om de hellige Steder, men ikke omtalte det Øvrige. Dermed troede nu de øvrige Stormagter, at Sagen var afgjort; thi begge de Tvistpunkter, man havde anført som Grund til Menzikoffs Sendelse, var jo nu udjevnede. Den russiske Førsteminister i St. Petersburg, Grev Nesselrode, sagde ogsaa til den franske Gesandt, at Trætten med Tyrkiet var bilagt.
Men i Konstantinopel talte man et andet Sprog. Aftenen den samme Dag, som Portens Svar var bragt Menzikoff, indsendte denne en ny Note, hvori han forlangte: at det græske Troessamfund skulde beholde de Rettigheder,
