medførte Forestillingen om noget Frygteligt; maaske er der endnu en og anden afsides Dal i vort Fædreland, hvor man tænker sig „Stortyrken“ som et farligt Væsen. Men det er længe siden den tyrkiske Sultan var farlig for Europa. I de sidste tre Aarhundreder har Tyrkiets Magt i Europa stadig været i Aftagende; den ene Erobring efter den anden er bleven det berøvet; fornemmelig var det Østerrig, som i forrige Aarhundrede beklippede de tyrkiske Besiddelser i Europa. Men en farligere Spire til Undergang ligger der i Tyrkiets indre Forhold. De egentlige Tyrker, der i 1453 ved Erobringen af det græske Kejserdømmes Hovedstad (Konstantinopel) først fik fast Fod i Europa, tilhører som bekjendt den mahomedanske Tro. De er det herskende Folk, men ingenlunde det talrigste; de tæller i sine Besiddelser[1] kun lidt over 2 Millioner, medens de øvrige over 12 Millioner er Kristne, af den græsk-katholske Kirke, altsaa Russernes Troesfæller. Disse Kristne er nu just ikke af Vorherres bedste Børn; i Raahed og Uvidenhed staar de ikke meget tilbage for sine Herskere, og en Troesbekjendelse, der som deres er forvansket af den plumpeste Overtro, har heller ikke bidraget meget til at hæve dem i sædelig Henseende. Men herved maa man dog tage i Betænkning, at de Kristne i Tyrkiet gjennem Aarhundreder har været en foragtet Klasse („Hunde“ plejer Mahomedanerne kalde dem), kuet og udsuget af tyranniske Embedsmænd. Dette Tyranni var det, som fremkaldte den græske Opstand, og med Bistand af England, Frankrig og Rusland Grækenlands Uafhængighed (1829). Rigtignok
- ↑ I Asien og Afrika besidder Tyrkiet omtrent sex Gange saameget som i Europa. Men denne Del af Riget vedkommer os mindre her. Blandt Tyrkiets asiatiske Undersaatter er der omtrent ligesaamange Mahomedanere som Kristne i det europæiske Tyrki, og ikke stort flere Kristne, end der er Mahomedanere i de europæiske Besiddelser.
