lem i de første Tider fremkaldte de første Borgersamfund, saaledes har Handel og Industri i vore Dage mere og mere samsluttet Verdens civiliserede Folk til et Statssamfund, hvori intet enkelt Medlem, ingen enkelt Stat, lider et Afbræk i sin fredelige Idræt, uden at det føles i de andre Stater. Og den letteste Vej, ad hvilken dette Samkvem mellem Folkene befordres, er Havet. Over Havet er det de i fredelig Veddestrid kappes om at bringe hverandre, hvad deres Kløgt og Flid har frembragt; til Havet betror de Overfloden af hvad deres Lands Natur eller Folkets Dygtighed har frembragt, for at faa i Bytte hvad de selv trænger til. Saaledes er Havet Folkenes store Alfarvej, Velstandens Ophjelper, og Fremmer af alle Fredens Kunster; og den Magt, der behersker det, kan ved at stænge sin Fiendes Havne og opkapre hans Handelsskibe tilføje ham en større Skade end ved det største Nederlag i et Slag. Derfor er det en Lykke for Verden, at den Nation, som nu er den mægtigste Sømagt, Englænderne, tillige er den mindst krigslystne, den mest handlende og dygtigste til al fredelig Dont. Men skulde det lykkes Rusland at vinde Havne ved det aabne Hav, kan vi ikke tvivle paa, at det vilde blive en farlig Medbejler for England. Rusland vilde da med sine store Hjelpekilder kunne bygge og udruste de vældigste Flaader, det vilde kunne bemande dem med Sømænd, der er Englændernes Ligemænd i Mod og Dygtighed, og dersom det da – hvad der ingenlunde er urimeligt – fik Overtaget over de øvrige Sømagter, da vilde Verden snart komme til at mærke, at Havet havde skiftet Hersker. Nu beherskes Havet af Jordens frieste Folk, af det Folk, der har udrettet mest for at lette Samkvemmet mellem Land og Land, af et Folk, der hvert Aar meer og meer udbreder europæisk Kultur til Klodens fjerneste Egne, af et Folk, der selv vilde lide det værste Knæk, om det misbrugte sit Herredømme til at afbryde denne Samfærsel. Det er et let
